SaaBySomBorger

hver, der har et Hjerte og ikke en Naalepude i Brystet miste

Appetitten, naar der i Stedet for en saadan Hustru sidder en stiv,

affekteret, »taassevurren« Pimpernille af en Husholderske ved

Bordet. Og intet er saa vigtigt for Sundheden som at spise sin

Mad med Fornøjelse. Ligesaa lidt som den, der tror at finde

Haar i alt, hvad lian faar paa sin Tallerken, kan spise med Appe

tit, kan den, der finder Galde i enhver Skæmt,vnyde sin Mad med

Fornøjelse.

»Ja,« vil Pebersvenden sige, »men saa vil jeg foretrække et

godt Glas Vin i et muntert Lag.« Men Vinen gør aabenmundet,

og man kan ikke stole paa alle. Nej, en Mand skal have en Hu

stru, som han elsker, som er yndig uden at være en Skønhed,

kærlig uden at være kælen, forstandig uden at være lærd; en Hu

stru, som kender Verden uden at være indtaget af den, som tager

Del i alt Mandens, som raader og vejleder ham, som

styrer

hans

Smag. Den Mand, som har en saadan Hustru og endda vil søge

andet Selskab for at spise med Fornøjelse, er hverken Kone eller

Mad værd. Gud burde forvandle ham til en Porcellænsfigur paa

en Plat-de-Mena’ge.

Og hertil kommer Børnene. Der er ikke noget behageligere

at se end Børn i deres Uskyldigheds Alder. »Endogsaa den, som

ikke er Fader, føler en gennemtrængende Rørelse ved at kaste

sine Øjne paa disse sine tilkommende Medborgere«(!). En Fader

har gjort

Staten og

gør

den Nytte ved at give den Borgere og

ved at danne dem til gode Borgere.

Hustruen passer nøje, at Manden kun faar, hvad han kan

taale, og naar han kan taale det. Overtræder han selv Grænserne,

slipper han med en Dosis Rhabarber og en Gardinprædiken.

Tode var selv lykkeligt gift, og hans Udtalelser om Ægte

skabet er tilstrækkeligt Borgen for Eftertiden, at lykkelige Ægte

skaber, hvor Mand og Hustru foretrak Hjemmets Arne for Klub

liv, Koncerter og anden splittende Fornøjelse, var lige saa almin

delige da som nu.

Endnu skal i denne Forbindelse kun omtales en Skik, som

vedrører Ægtefolks indbyrdes Forliold, og som falder vor Tid

noget for Brj^stet. Naar en Hustru var død, var det ikke ual

mindeligt, at Manden, naar han var en Smule »litterær«, gav cn

»Charakteer« af den afdøde. Den taler frit og ret ugenert. Som

et interessant Exempel herpaa kan nævnes Kammerherre, kgl.