54 / 166
54
den voveligste Gerning, som en Fælde, hvori Tosser fanges. Tode
mener i Henhold til sit Løfte til Døtrene at burde bevise, hvor
ledes »nogle betydelige Maladier hos Mandfolk af Middelstanden
kun kan kureres ved Ægteskab.« Han taler kun om Ægteskaber,
der medfører indbyrdes og udvortes Harmoni; uden al Trætte
behøver det dog ikke at være: »En maadelig Ærgrelse befordrer
Fordøjelsen, et Forlig efter lidt Ufred h a r sine Sødheder.«
Mange magre, tynde, tørre Mandspersoner bliver fede og fyl
dige, naar de bliver gifte. Mange Skrantninger »erlange« i en
sund og frisk Hustrus Arme den Styrke og Helbred, Lægerne ikke
kan skaffe.
Noget af Grunden er ogsaa den, at Maden bliver lavet bedre
til af en Hustru end i et Spisekvarter. Herpaa følger saa en dra
stisk Skildring af Datidens offentlige Spisehuse og »sluttede Borde«,
hvorved forstaas mere private Middagsabonnementer. Der er
ganske vist enkelte, som
Eisen
i St. Kirkestræde, som h a r god
Mad, men han er dyr. Men ellers er det skrækindjagende, hvis
man skal tro Skildringen: »Undertiden ved man ikke, om man
skal takke Dyreriget eller Planteriget for det, man h a r for sig.
Undertiden spiller Retterne en ordentlig Maskerade. Ragout gar
neret med Frikassé gør ligesaadan Kontrast som en Kardinal,
som danser med en Amagerkone. Ja, Kød ligger ofte skjult under
en Skikkelse af Grønt, og naar man tænker at spise Fisk, faar
man Skinke. Disse Maskerader h a r deres økonomiske Nytte.
Naar en Fugl h ar været saa ofte paa Bordet, at den undser sig
for at komme for Gæsternes Øjne, saa svøber man den ind i en
god, tyk, uransagelig Sauce eller adskiller den og stikker Parterne
under de andre Retter, ligesom man kan fordele uanseelige Re
k rutter iblandt Regimenter. Tit er Kokkene desuden saa uvidende,
at de tager en Kat for en Kanin, Asenindens Føl for en Kalv,
Ravne og Krager anser de for Agerhøns og Duer.
0
I prisværdige Mandinder, som vort utaknemlige Køn kal
der Rasmusser! Under Eders skarpe Øjne er Gryderne rene, og
Maden ublandet. I vaage over Eders Tjenestetyenders Fingre og
Eders Mænds Helbred. I sørger for, at denne aldrig lider ved
nogen anden end — Eder selv!«
Men er man gift, kan man spise efter sin Smag, man kan faa
sine Livretter og rig Afveksling. Og veksle skal man, ellers gaar
det galt med Maven, h a r man ikke i et Aar faaet Æ rter og Kaal,