52 / 166
52
paa elskværdige Fruentimmeres Sindelag, bør indbyde dem til
Promenaden. »Solens Straaler, skyggefulde Skove, blomsterrige
Enge, konstløse Hauger bør smigre Luften med balsamiske Dun
ster. En elastisk Luft maa fylde Lungerne, en anstændig Latter
maa ryste Leveren.
Men vore smukke vælge den sildige Aftenstund, den indtræ
dende Nat, naar Solen forlængst h a r unddraget Lys og Liv fra
vor Horizont,* naar kolde Dunster og det Udyd-skjulende Mørke
indsvøbe Staden, da tripper den lille Amazone frem: og med en
Chapeau under Armen stryger hun rask gennem de ofte beskuede
Gader, som hun da hellere skulde overlade de monotoniske Væg
tere, husvilde Natnymfer og lang tlug tend e-------. Dog, den tidlig
hærdede Heltindes Næse agter ej saadanne gennemtrængende
Dunster. Hendes srnaa Fødder h ar læ rt at trave over den ujævne
Stenbro, at gaa fast paa de troløse T rottoirer, at »tiaske« igennem
en Dynge Sne eller en Søl og at sno sig igennem en Klynge Folk.
Medens hun saaledes flakker omkring paa de haarde Stene, er
hendes lille Hjerte ret fornøjet, de træ tte Fodsaaler bliver ikke
følte, de ømme Ligtorne maa tie stille.
Og hvormed afværger hun Aftenkulden? Med et Par Frag
menter af en Hanerumpe, nogle Favne Baand og en Del Spindel
væv over en mægtig Tot fremmed Haar, med Titelbladet af en
Silkekaabe over Skuldrene, med tynd Silke eller Sirts og Linned
paa Kroppen og et Par Bomuldsstrømper paa Benene. Med denne
Maaneskinsrustning tø r hun trodse een af de største Sundheds-
fjender i den hele Natur: Aftenluften med al sin grumme Kulde
og al sin forgiftige Taage. Med et P ar Kopper Kaffe og The i
Maven tro r hun at kunne modstaa den F rost og de Dunster, som
endogsaa de stærkeste Mandfolk ikke kan taale. Og denne grumme
Luft, som kan skyde i Flugten, som rammer en svag Lunge, en
svedig Hals og et Par uforvarte Ben i et Øjeblik, i den væve og
svæve vore spæde, pæne, zarte F ruer og Jom fruer hele Timer:«
Denne Artikel maa, som saa mange andre af Todes, have
ram t ømme Steder; thi Abonnentinderne bebuder ham, at de vil
sige Bladet af, hvis han ikke straks holder inde med den Serie,
han havde bebudet som Fortsættelse. Han bøjer sig og slut
ter med det samme, idet han endog i Registret forandrer Titlen:
»Om Fruentim res Aftenpromenade« til »Om Aftenkuldes Skade
lighed«.