53 / 166
Men disse Angreb paa Kvinderne har dog ogsaa Modsætninger.
Saaledes findes der i »Tilskueren« et Svar paa Rahbeks ovenan
førte Tvivl om, hvorvidt de egner sig til at gøre Hjemmet hygge
ligt. Han siger, at naar man læser »Minerva«, skulde man tro,
at Kvinderne ikke gjorde andet end »føjte og flane og være det
sande perpetuum mobile, der red og kørte og skadehoppede paa
Bal og tjaddrede paa en Koncert og legede Assembléewhist og
konverserte paa Komedie og lod sig se i Dyrehaven for — ingen
Penge — som de selv fik, at sige, thi for Resten kan Assistens-
huset bedst fortælle, hvad der er givet ud i Sommer til det Brug
— og kort sagt være den evindelige, personificerede Publicitet«.
Og hvad er det da, de ulykkelige Kvinder gør foruden at op
drage deres Børn, pleje deres Mænd, kort sagt efter at være bleven
Hustruer, Mødre, Husmødre, Dannekvinder? Man skulde efter
Tilskuerens Fremstilling ikke tro, det var københavnske Damer,
han talte om, men hottentottiske, kosakkiske, kalekutiske, husa
riske eller malebariske Damer, og hvad er saa alt det onde, de gør?
»De spiller noget, de kalder Whist, og somme noget, de kalder
Komedie. Eller Klaver; men det er der intet ondt i, naar de gør
det godt«.
Der tindes ogsaa mange, der berømmer Ægteskabet fremfor
ugift Stand, og morsomst af disse er sikkert
Tode,
der først under
Overskriften: »Løfte til Døtre« meddeler:
»Med det allerførste skal jeg skildre Ægtestandens store For
dele fra den medicinske Side og gøre alle Pebersvende angst og
bange for deres Liv og Helbred,« — og allerede i det næste Num
mer af Sundhedstidende begynder han paa en lang Artikelrække:
Ægtestands Berømmelse, af hvilken her skal meddeles et Uddrag.
Overalt lever man i Ægteskab, hvad Religion man saa be
kender sig til. Ja, selv Dyrene kender det. Hos Spurvene er det
ikke nok, at en Han holder sig til sin Hun med eksemplarisk Tro
skab, men endog det ringeste Galanteri straffes; naar man hører
en forfærdelig Skrigen og Biden i Træerne, naar man ser en
Mængde fortørnede Spurve overvælde een alene, saa kan man
være sikker paa, at det er en Spurv
å bonnes fortunes*)
eller en
Ægtefælle, som h a r tilladt usømmelige faveurs.
Tode ivrer mod Forfattere som Lafontaine, Moliére, Gongreve,
Vanbrugh og Holberg, fordi de tit fremstiller Ægteskabet som
*) Paa Kærlighedseventyr.