SaaBySomBorger

Historiograf P. F. Suhms Karakteristik at' hans 1788 hedengangne

Hustru, Karen Angell. Det var allerede da almenkendt, at han

tog hende af »videnskabelige« Hensyn, han agtede nemlig at skalFe

sig Midler til at udvide sit Bibliothek og studere uden daglig Be

kymring for Brødet. Hun stillede kun den Betingelse, at han

skulde leve i Norge, saalænge Svigermoderen levede. Han gik

ind derpaa, især fordi hans gode Ven og Kollega

Gerhard Schiø-

ning

opholdt sig i samme By — Trondhjem. Men snart opdagede

baade Suhm og hans Hustru, at de blev narrede af en Morbro

der til hende, der brugte af Pengene, selv og anvendte Resten til

Legater — de Angellske Stiftelser. Derfor drog de her til Dan

mark igen, og deres Ægteskab var at betragte som et hæderligt

og velment Kompagniskab, om Kærlighed var her næppe Tale,

selv om Kompagnonerne kom godt ud af det sammen. Men de to

var nu en Gang gifte, og det ser derfor mærkeligt ud i Nutidens

Øjne, at han, der forøvrigt giftede sig med Hofapoteker Beckers

Datter kort efter Konens Død, kunde skrive en Nekrolog over

sin Kone, hvori han begynder med at rose hende for at kunne

godt Tysk og Fransk, derpaa siger han, at hun spillede smukt

Klaver og dansede »ziirligt«, medens hun heller ikke sang ilde.

Men, hvad Suhm sætter mest Pris paa, er, at hun af sin Moder,

der var noget »hastig«, er oplært i ordentlig og god Husholdning,

hvorhos hun er »anholdt til et ærbart og indgetogent kristeligt

Levned«. Han beklager, at de kun »avlede« een eneste Søn sam

men, og samme Søn døde 1778, skønt han artede sig vel.

Skildringen af Konens Sygdom bliver Suhm for intim. Hun

led af Huller i Foden, Stengrus og Navlebrok, og han, som selv

var livsglad og livslysten, fortæller om hende, at hun var en El

skerinde af det alvorlige, nyttige og dydige; men — hun tillod

dog Manden at fornøje sig, en Tilladelse, han ret rigeligt benyt

tede sig af. Ogsaa hun kunde blive »hastig«, men det gik snart

over. Hvilket Indblik lader dette ikke aabent i det ægteskabelige

Samliv! — Hun var »goddædig«, men med Fornuft, og denne For

nuft erkender Suhm nyttig for sig; thi han gik, som han selv be

vidner, undertiden over Grænserne. Sluttelig fortæller han, at

hun var noget fedladen af Legemsskabning, og at hun især efter

Sønnens Død ingen Lyst havde til at bevæge sig.

Meget af det, man nu læser om Forholdene mellem Ægte

fæller den Gang, lyder fremmedartet, og vi trækker paa Smile-