47 / 166
47
»Jeg er nu kommen hjem. Jeg synes dog, du er mig nærmere,
naar jeg er her. Jeg troer ikke, jeg vil kunde overtale mig selv
til at blive henne hos mine Forældre om Natten med, som du
gierne ønskede. De vilde saa gierne muntre mig lidt allesammen,
men hvor kan man forlange, at jeg skal være det, naar jeg er
adskildt fra dig. Min gode Fader siger imellem til mig, at jeg er
bedrøvet, for jeg maae undvære de mange Kys, jeg er vandt at
faae, derfor vil han give mig nogle; han tager mig saa om Hovedet
og kysser mig, til jeg smiler. O, var du her dog kun igien; men
a a er her ikke, og jeg kan ikke høre dig sove, o Gud, lad mig
dog blive saa lykkelig igien at kunde sove ind i din Arm. Andreas
har med mig bedt Gud bevare dig; han veed ikke, hvad han siger,
den Stakkel, men jeg haaber til Gud, at han vil høre paa Børnenes
Bøn og igien gøre os lykkelig. Jeg
kan
ikke være det skildt fra
dig, o, at jeg noget Øyeblik h ar kundet bedrøve dig, og jeg har
dog saa ofte, helst i den sidste Tiid, jeg var saa lykkelig, at du
var her, saadan i Fredags, saa du græd over mig; o, Saint-Aubain,
de Taarer brænder mig endnu, naar jeg tænker derpaa, og dog
veed jeg, at du h ar tilgivet mig, du eiegode Mand; da vi var ude
i Fredags, da jeg gik ved din Haand i Frederiksberg Hauge, da
var jeg saa lykkelig og tænkte ikke dengang, at det saasnart
skulde forandres. Maaske du sover, medens jeg skriver dette,
Klokken er næsten 12. Gid du maae sove roeligt og godt, min
kiere, kiere Mand. Dine Børn sover ogsaa, Gud bevare dig og
dem og lad mig blive igien lykkelig. Naar du kan, saa lad mig
faa,
0111
det saa kun er de Ord: »Jeg lever frisk« fra dig. Dersom
Vendel reiser, sender jeg Buxerne med ham, hvis ikke følger de
med dette. Sov nu vel, min heste Mand, og Gud beskytte dig og
føre dig snart i Armene paa din bedrøvede Kone.
A. B. Saint-Aubain.
P. S. Jeg h ar nu læst dette igiennem igien, det er saa sammen
blandet, ligesom Tankerne er kommen mig i Hovedet, men jeg
veed, at det derfor er dig lige kiert, min heste Mand. Sov rolig.
Gud velsigne dig.
Din Kone.«
— Hvem skulde tro, at denne Brevskrive rinde er den samme,
som 3 Aar i Forvejen sendte sine smaa forlegne Forlovelses-
epistler. af Sted?