Previous Page  45 / 166 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 45 / 166 Next Page
Page Background

45

P. S. i dette øyeblik in kom 300 Rd. som de siger er efter en

Anviisning, som du h ar laant paa til Italienerne« (her staar et

ulæseligt Navn).

Brevet aander, som man vil se, levende Sympathi for Manden,

hans Gerning og det fælles Hjem; men udover dette er der intet.

Hun er ham »evig hengiven«, men man er, naar man virkelig

elsker, ikke sin Mand »hengiven«, det Udtryk findes slet ikke i

Kærlighedens Ordbøger.

Som Tiderne im idlertid er gaaet, er hun vokset sammen med

Manden i en fælles Interessesfære, og der h a r de fundet hinanden

i »Hengivenhed«.

Men Tiderne medfører ogsaa her andre Forhold. Dette Ægte­

pars Datter er netop den Kaptajn Saint-Aubains Hustru, som vi

omtalte i forrige Kapitel. Ogsaa fra liende foreligger der en

Række Breve fra Ægteskabstiden, som viser, hvilke friske og

duftende Blomster et Ægteskab kunde skyde, naar det var grundet

paa Kærlighed og paa frit Valg.

Den lille Frue har været gift i 3 Aar, da hendes Mand i 1800

kommanderedes til Helsingør, fordi Englænderne er blevne lidt

urolige, og man frygter Krig. Ægteskabet er allerede velsignet

med 2 Sønner, hvoraf den ældste, Andreas, opkaldt efter Mor­

faderen, er den vordende Forfatter Carl Bernhard, nu 2 Aar gl.*)

Ligesom vi gjorde med Forlovelsesbrevene, vil vi her søge gennem

et Udtog af Brevene at faa et Billede af Forholdet mellem dette

lykkelige Ægtepar, idet vi citerer:

»Min eiegode Mand!

Gud bevare dig, du beste Mand, om ikke for min Skyld, saa

for dine kiere Børns. Andreas kyssede igaar dit Portræ t mange

Gange. De taler her om nogle og tredive Skibe, som skal ligge

heromkring, enhver saadan Efterretning ængstiger mig, og dog

ønsker jeg kun, at jeg bestandig kunde' høre, hvorledes det

gaar, og vover ikke at spørge derom . . . . Haslev siger, han troer

ikke, der bliver løsnet et Skud; men hvor kan de vide det, de vil

kun bedrage mig eller tænker ikke ret over det, og, Gud, der er

ingen, som har en Mand der. Vore Børn smiler; det vilde trøste

mig, om de kunde deele min Sorg. Men hvorfor skal jeg mis­

unde dem den Lykke, de nyder, den kan kun altfor snart for*) Som et smukt Supplement til disse Breve kan læses Carl Bernhards fine

Skildring af Moderen i »En gammel Herres Erindringer«.