45 / 166
45
P. S. i dette øyeblik in kom 300 Rd. som de siger er efter en
Anviisning, som du h ar laant paa til Italienerne« (her staar et
ulæseligt Navn).
Brevet aander, som man vil se, levende Sympathi for Manden,
hans Gerning og det fælles Hjem; men udover dette er der intet.
Hun er ham »evig hengiven«, men man er, naar man virkelig
elsker, ikke sin Mand »hengiven«, det Udtryk findes slet ikke i
Kærlighedens Ordbøger.
Som Tiderne im idlertid er gaaet, er hun vokset sammen med
Manden i en fælles Interessesfære, og der h a r de fundet hinanden
i »Hengivenhed«.
Men Tiderne medfører ogsaa her andre Forhold. Dette Ægte
pars Datter er netop den Kaptajn Saint-Aubains Hustru, som vi
omtalte i forrige Kapitel. Ogsaa fra liende foreligger der en
Række Breve fra Ægteskabstiden, som viser, hvilke friske og
duftende Blomster et Ægteskab kunde skyde, naar det var grundet
paa Kærlighed og paa frit Valg.
Den lille Frue har været gift i 3 Aar, da hendes Mand i 1800
kommanderedes til Helsingør, fordi Englænderne er blevne lidt
urolige, og man frygter Krig. Ægteskabet er allerede velsignet
med 2 Sønner, hvoraf den ældste, Andreas, opkaldt efter Mor
faderen, er den vordende Forfatter Carl Bernhard, nu 2 Aar gl.*)
Ligesom vi gjorde med Forlovelsesbrevene, vil vi her søge gennem
et Udtog af Brevene at faa et Billede af Forholdet mellem dette
lykkelige Ægtepar, idet vi citerer:
»Min eiegode Mand!
Gud bevare dig, du beste Mand, om ikke for min Skyld, saa
for dine kiere Børns. Andreas kyssede igaar dit Portræ t mange
Gange. De taler her om nogle og tredive Skibe, som skal ligge
heromkring, enhver saadan Efterretning ængstiger mig, og dog
ønsker jeg kun, at jeg bestandig kunde' høre, hvorledes det
gaar, og vover ikke at spørge derom . . . . Haslev siger, han troer
ikke, der bliver løsnet et Skud; men hvor kan de vide det, de vil
kun bedrage mig eller tænker ikke ret over det, og, Gud, der er
ingen, som har en Mand der. Vore Børn smiler; det vilde trøste
mig, om de kunde deele min Sorg. Men hvorfor skal jeg mis
unde dem den Lykke, de nyder, den kan kun altfor snart for*) Som et smukt Supplement til disse Breve kan læses Carl Bernhards fine
Skildring af Moderen i »En gammel Herres Erindringer«.