42 / 166
B.
MAND OG HUSTRU.
D
e t
laa i Sagens Natur, at den Kvinde, der uden egen Til
bøjelighed blev givet hen til en Mand blot med den Hensigt
at formere hans Slægt, opdrage Børnene og st\rre Huset, ikke kunde
leve et Samliv i snævrere Forstand med sin Mand. Undre sig
maa man dog over, hvor tit det gik godt. Naturligvis var det
først og fremmest Børnene, der knyttede Ægtefællerne sammen,
men undertiden kunde det ogsaa være en Art Kompagniskab, en
fælles Interesse i Forøgelse af Formuen, der var Bindeleddet
man ser dygtige og djærve Hustruer række deres Mænd en kraf
tig Haand til Iljælp ved Forretningen, naar det kniber. Men paa
den anden Side er der naturligvis ogsaa Kvinder, der lider og
længes i Stilhed, fordi de bæ rer paa en skullet Ungdomskærlig
hed, der aldrig giver dem Ro. Et Eksempel herpaa er den oven
omtalte Md. Lunn, hvis Mand sikkert var god og kærlig imod
hende, men der er gaaet en Forsagelse igennem hele hendes Liv
som udadtil gjorde hende stille, sagtmodig og blid, altid mild og
venlig, men som betog hende al Varme og Inderlighed i Udtryk
ket. Hun var sin Mand tro sit hele Liv, men hun var det med
blødende Hjerte.
Der er selvfølgelig den Gang som nu gode Mænd og gode
Hustruer, heldige Ægteskaber og uheldige. Som Eksempel paa
de lykkelige Forhold kan anføres Grosserer
Andreas Buntzens
og