46 / 166
46
styrres. . . . Her er saa dødt, jeg synes næsten, det er, som om
her ingen var, siden du er borte. Moder siger det ogsaa, at det
er saa kiædsommeligt og tomt, siden du er borte. Kunde jeg kun
see dig igien! Min Angest kommer imellem saa fælt over mig og
giør mig saa beklemt. O, Gud give mig dig dog snart igien!
Haslev vilde endelig have os ud til Friederiehsværk, og derfra
vilde han bringe os hen til dig, for at jeg selv skulde tilstaa, at
det var daarligt af mig at frygte. . . . Min Lyst til Søvn, som du
saa ofte h a r været vred paa, h a r aldrig været mig saa ubehagelig
som nu, da den bringer mig til at glemme dig, da den overvælder
mig mod min Vilje. Hvor er det dog afskyeligt, at den saadan
h ar betaget mig! Imellem, naar jeg vogner, farer det mig igien-
nem Hovedet, jeg forestiller mig dig i Fare, imedens jeg saa roelig
sover. Det forjager Søvnen noget, men den kommer dog igien,
og saaledes bortslum rer jeg da min Ulykke, som jeg saa gierne
vilde vaage med. Jeg er da vred paa mig, jeg frygter, at jeg ikke
elsker dig nok, siden jeg nogle Øjenblikke h a r været roelig.
Falckenthal*) siger, at jeg h a r intet at frygte uden, at du kanske
kan blive der til November, men det er ingen Trøst for en Kone.
O Gud, Saint-Aubain, jeg kan ikke trykke dig til mit Bryst, jeg
kan ikke see dig kysse dine Børn, og jeg h a r ofte bedrøvet dig;
jeg er ulykkelig, men, Gud, lad mig ikke blive det meere; jeg er
saa angest, saa bespent, saa jeg maa imellem græde, men saa
bliver mit Bryst tilsnørt, og min Taare standser. O, Gud bevare
dig! Blæsten rasler i Træerne og tuder i Taarnet. Det er, som
Veiret selv sørged over Menneskenes Grumhed, — hvorfor skal
de Onde vinde Magt til at giørc saa mange ulykkelige? Jeg ønsker,
denne Nat var forbi og kan ikke forudsee, om jeg ikke hellere
skulde ønske, at den varede eevig. Jeg h a r været bekymret over.
at du ikke fik dine blaa Buxer med, siden Veiret blev saa slet,
og det
var m i g
, som skulde være saa uheldig at sige, at jeg
frygtede for, at det skulde være for varm t for dig. Jeg vil dog
sende dig dem nu med dette Brev. — Jeg h a r i Dag kiøbt Strenge
til min Harpe, jeg syntes, det trøstede at giøre, hvad du ønskede;
men hvordan skal jeg kunde spille nu, det er umuligt for mig!«
Her skifter Blækket; thi hun h a r skrevet Begyndelsen af
Brevet henne hos sine Forældre, men er nu kommen hjem og
h ar puttet sine Drenge i Seng, hvorpaa hun fortsætter:
*) hendes Læge.