73 / 166
73
dig ingen Tiid besnære!
Hun overalt sig sniger om,
dig overalt kan finde!
Thi mangen Gang var Stuen tom,
og Venus dog derinde.
Du heraf lære, unge Ven,
dig vel i Agt at tage;
Thi tabt Uskyldighed igien
du aldrig faaer tilbage.
Igennem 10 Aar har han fortsat denne poetiske Husflid; der
efter anvendes Bogen til smaa nyttige og folkeoplysende Afhand
linger, og endelig optegner han en Række naturhistoriske Iagt
tagelser.*)
Den anden Bog, jeg skal omtale, er ulige interessantere. Den
er paabegyndt 1747, men er ført igennem en Aarrække og først
kommen dem til Gode, den er tiltænkt, netop i den Periode, vi
her beskæftiger os med. Den viser os en Mand af et ganske
ualmindelig ejendommeligt og retsindigt Tænkesæt, og derfor skal
dens Hovedtræk gennemgaas her.
Bogen, der er skrevet af Digteren Malte Conrad Bruuns
Bedstefader, Oluf Bruun**), hedder:
Et Stamgods for mine trende Sønner,***)
Friderich Conrad Bruun,
Hans Rostgaard Bruun,
Adolf Christian Bruun,
som de selv daglig skal forbedre.
Dens Motto er: »Le ciel seul doit borner nos désirs.«
Han indleder med at sige, at han selv i sit Liv har begaaet
saa mange Fejl, at han kunde ønske at lære sine Børn at undgaa
dem. Det første, han indprenter dem, er Gudsfrygt, men de skal
ikke i deres Kristendom opføre sig med Haardnakkethed, men
*) Hans Bøchmann Melchior var den senere liojt ansete Forf. til »den danske
Stats og Norges Pattedyr«. Død som Overlærer paa Herlufsholm.
**) Oluf Bruun var Justitsraad og Byfoged i København, gift med Konradine
Sofie Rostgaard. Den ældste Søn, Frederik Conrad, døde som Søkadet, den anden,
Hans Rostgaard Bruun, blev Oberst, Land- og Krigs-Commissair, den tredje blev
Justitsraad, Amtsforvalter og Ejer af Herregaarden Ulstrup i Thy, Fader til Malte
Conrad Bruun.
***) Venligt overladt mig af Hr. Premierlieutenant i Marinen Malte Bruun.