75 / 166
75
heller som Gadespringerne, men vælge en Middelvej og beflitte
sig paa Nethed og Renhed og vogte sine Klæder for Pletter. Et
ungt Menneske bør have Lyst til at klæde sig net; thi Fuglen
kendes paa sine Fjedre. — Et pænt Menneske skal være ædruelig,
Drikkeri ødelægger Helbred og Penge, skaffer en i Klammeri og
Horeri. Det er daarlig Hovmod, naar et ungt Menneske bliver
»Karl« paa den Maade, at han søger Selskab i Vin-, Café- og Kro
huse, hvor Karleværdigheden bevises ved, at man tømmer mange
(ilas. Men man skal ikke helt afholde sig fra Drik; thi Gud har
givet os denne Velsignelse til Nødtørftighed og ikke til Over-
daadighed. Vinen glæder Guder og Mennesker.
Hvad Raad han skal give sine kære Børn til at »poussere«
deres Lykke i Verden, ved han ikke, der maa Gud raade. Thi
han har selv indtil da aldrig kunnet finde noget Middel til sin
Forfremmelse, men maa vente sin ganske Livsens Tid at blive i
Nedrighed og Bekymrings Stand, skønt han stedse har ønsket at
tjene Konge og Fædreland og ikke har været ledet af Egennytte
eller umættelig Begærlighed efter utidig Ære, men conserveret
retskafne sentiments om publiqve Embeder. Han maa klage med
en Aria, deres kære Moder selv har komponeret:
Hvorfor er dog Lykken stedse mod mig vred
og sit Øre aldrig til mig bøjer ned,
jeg har tænkt, den søgte Søvn og Hvilen sød,
og naar den opvaagned, hjalp mig af min Nød.
1 det Haab jeg længe trøstet har mit Sind
og taalmodig taget
(ulæseligt Ord)
til mig ind,
men, ak, alt forgæves, Lykken sover ej,
den er død og kommer mer’ ej paa min Vej.
Men han har saa ogsaa trøstet sig med den Replik, hun har
gjort dertil:
Lad kun Lykken sove, Gud han sover ej,
naar hans Time kommer, faar vi ikke Nej,
han, som Græsset klæder, der paa Marken staar,
vores Færd i Tide vist i Møde gaar.
Se til Himlens Fugle, der dog ikke saar,
sanker ej i Lade og dog Føde faar,