37 / 171
33
paa den udvortes Orden og Symmetri som nu«, samt desuden
afbrændt og hurtigt genrejst, —
»maa man anse den som den
er.«75)
Bag disse Ord, som Byens Styrelse 1775 fremsatte til sit
Forsvar, aner man det 18. Aarhundredes København, en male*
risk Blanding af gammelt og nyt, hvor krogede Stræder bug«
tede sig snævre bort under en Stenbro i alle Afskygninger. Uvib
lig overfor rationelle Forbedringer udsatte Magistraten sig for
gentagne Nederlag — 1772 blev den tvungen til at omlægge Ny
Vestergade (Fig. 5)7r’) — 1776 fik den Paalæg om overalt i Hovedi
stadens Gader at følge Bygningsdirektionens Anvisninger, der
sluttede sig nøje til Marmillods Principper,7T) og 1777 lagdes
disse i alt væsentligt til Grund for fremtidige Arbejder.78)
Fattigdom havde dog reduceret Fordringerne stærkt, Af*
viserne bibeholdtes i de snævre Stræder, paa Trottoirerne spas
rede man stærkt paa hugne Stene, og Tværrendernes Fjæle
med Jernkramper og Lænker tænkte ingen mere paa at erstatte
med noget bedre. — Men Knækrendestenen kom i Højsædet,
alle Vegne, hvor Forholdene tillod det, skulde den afløse den
gammeldags, dybe Rende, hvis Raaderum indskrænkedes, men
ingenlunde forsvandt; thi København kunde ikke maales med
én Alen, i Kraft af sin Alder maatte den »anses som den var«,
og kun langsomt skiftede den Ham.