142 / 289
133
skulle betle vort Brød, uden at vi vide, livorudi vi
skulle have forsyndet os og forspildt Kongens Naade.
Naar undtages en 5 å 6 Familier udi Lavet, som ere
bekendte for at have noget, hvilket de dog ej alle ved
Krammen have fortjent, men enten ved Arv eller
Giftermaal er tilfalden, saa er den øvrige Del i meget
beklagelige Omstændigheder, ja saa slette, at der findes
den Kræmmer, som ikke løser lOKdl. om Ugen af sin
Bod, og hvad kan da Slutningen blive andet end La
vets totale Undergang, dersom det ikke haandhæves.
Hvad kan enten Kongen eller Staden være tjent med
mange Handlende, naar de alle ere Prakkere, eller
hvem skal købe, naar det er enhver tilladt at handle?
Kældermænd, som overalt i Staden sidde og foruden
anden Kældernæring sælge Kaffe, The og andre Varer,
som Urtekræmmerne forhandlede med, svare dog ej
mere end for Kældernæring, Byrden hænges saaledes
paa Urtekræmmerne alene, og Andre, som gøres delag
tige i deres Næring, forskaanes. At Staden er folkerig,
det er nyttigt, naar enhver kan leve af sit og deraf
svare sin Byrde, men naar Mængden af et eller andet
Slags Borgere saaledes tiltager, at den ene ligesom for
tærer den anden, da synes det at være til mere Skade
end Nytte, thi deraf kan ikke flyde andet end Fattig
dom, Misundelse, Efterstræbelse, Had, Trætte og Guds
Fortørnelse. Mange af de Privilegerede have anden
Haandtering og hvad de ikke fortjene ved Handelen,
det kunne de erstatte ved deres Professioner og i saa
Maade ere lykkeligere end Kræmmerne.
„Formedelst saadan Forvirrelse og Uorden er det
nu kommet saa vidt, at skikkelige Folk ej ville sætte
deres Børn til Urtekrammen, efterdi de se, at Artikler
og Privilegier sættes til Siden og at Børnene ej i Ti
den kunne vente at leve af det, de i mange Aar skulle
lære og lide ondt for, da de tænke, at saadant kunne
de siden faa ved Privilegier, naar de ej kunne tjene til
andet, og derfor anses som en Ting, de ikkun bortdrive
deres Tid ved. Det Onde, som iblandt andet af disse