223 / 289
212
Principalen var ikke hjemme, men Drengen Søren
Møller, som Nytaarsdagen derefter blev Svend, tog
imod mig og med Anstand fortalte mig, at jeg nu
maatte finde mig i at være, hvad en Dreng bør være.
Han lærte mig strax at tage Vægtskaalerne i Baand
samt viste mig de Skuffer, som mest bruges, lod mig
endnu samme Aften veje Vs
Kandis m. m. Kl. 11
slet kom min Husbond og Madame hjem fra en Visit
hos hans Broder, som boede ved Nyhavn og var Urte
kræmmer. Disse toge meget venlig imod mig, hvilket
gav mig Mod. Boden blev nu strax lukket, og jeg
fulgte med Søren op paa hans Kammer og sov rolig
ved hans Side til Kl. 6 om Morgenen, da Vægteren
trak i en Snor, som var gjort fast ved hans Arm. Til
Ulykke var Vægteren fuld og trak saaledes i Snoren,
at han trak Søren udaf Sengen; han bandede og skældte
Vægteren ud udaf Vinduet, hvilket gjorde en saadan
Allarm, at jeg vaagnede i megen Alteration, men da
jeg hørte, hvad der var sket, lo jeg ved mig selv, men
det turde jeg ikke lade ham se.
Saasnart vi vare i Klæderne, viste Søren mig mit
Morgenarbejde, som bestod i at oplukke Vinduesskod
derne for to Fag til begge Gaderne; vel vare de øverste
Skodder for en Dreng paa 14V2 Aar og liden af Væxt
et besværligt Arbejde, men jeg fandt mig saavel der-
udi som i at bære Sukker osv. fra Byen og hjem,
stedse tænkende paa min Faders sidste Ord til mig,
da jeg forlod hans Hus. Et halvt Aar maatte jeg staa
paa Prøve og blev saaledes ikke indskreven førend
Paaske 1762. Imidlertid løb Tiden hurtig for mig; thi
jeg fik i ordentlig Tid god Mad og Drikke. Efter to
Aars Forløb fik før omtalte Søren Møller en Tjeneste i
Norge, og jeg maatte nu forestaa Butikken alene; dette
var mig ukært, da det gjorde Skaar i min Udgang,
skønt jeg dog maatte hente de fleste Varer i Byen,
men jeg maatte komme snarere hjem; thi naar jeg var
ude, skulde Husbonden selv staa i Boden, og da han
var en gammel og meget knarvorn Mand, kunde han