224 / 289
213
ikke omgaas Pigerne saa godt som jeg, og det gjorde
mig stedse ondt, naar vi .tabte vores Næring eller noget
af den. Jeg havde af Møller lært at spøge og omgaas
mildt med Pigerne og venskabelig med hver anden,
men Walbohm, som havde tjent i de gode Tider, da
man svarede Folk: Vil I ikke have det, kan I lade
det ligge, — var ikke passende i en Urtebod nu.
Imidlertid var det ikke saa godt at være Dreng paa de
Tider som nuomstunder. Jeg var indskrevet paa 7 Aar,
i hvilken Tid min Hnsbond skulde give mig baade
uldne og linnede Klæder samt Sko og Strømper. Jeg
modtog strax en ny brun Vadmels Kasseking, som, naar
den var slidt nok paa den ene Side, blev vendt, og for
at have noget at gaa med saalænge fik jeg en dito ny;
med Buxer blev jeg maadelig aflagt, da jeg ikkun fik
et P a r sorte Skindbuxer aarlig, som jeg selv maatte
rimpe ‘sammen om Aftenen. Af Søndags-Klædninger
bekom jeg i de 7y2Aar to: den første — efter treAars
Forløb — en gammel blaa Stoffes, som Husbond havde
brugt og kasseret nogle Aar før, dertil et Par gamle,
sorte Ems Buxer. Denne Klædning holdt mig i tre
Aar, da jeg fik en gammel brun Klædes Klædning, som
havde været to Gange vendt; den kom til at passe mig
godt, men til Ulykke var den Side, som nu kom ud,
saa plettet, at jeg vel kunde bruge den, men ikke til
min Fornøjelse. —Deraf ser man, at det ikke betydede
meget, naar en Mand holdt sin Dreng med Alt, især da
til en saadan Kasseking brugtes 6 Alen; en Alen brunt
Vadmel kostede i de Tider 24å28 G, og var det meget
fint, 30 å 32 G, et Par Sko, hvoraf jeg brugte 1 å 2 Par
aarlig, kostede 7 å 8 Mrk. osv.
Imidlertid var jeg glad og vel tilmode i den Tid,
jeg var Dreng, skønt mine Frihedstimer ikke vare
flere end hveranden Søndag i Kirke fra 9 til 11 og
derfra hjem i Boden. Aarlig en Gang i Dyrehaven fra
Morgen til Aften, de første tre Aar med Herskabet selv,
hvor jeg da bag paa Kareten gjorde Tjenerens Pligt
og spiste tilligemed min Husbonds Svogers Dreng —