231 / 289
220
Mand, en Snedkersvend, som jeg ikke før havde seet,
saa jeg heller aldrig siden Han førte mig altsaa til
Forretningen og afleverede mig som en anden betroet
Vare.
Saalænge han fulgte mig, var det dog, som om
jeg havde en Ven i al denne Vrimmel, men da jeg var
afleveret, følte jeg mig i højeste Grad forladt. Det var
en Søndag Eftermiddag den 1ste Maj, at jeg saaledes
blev afleveret i den Forretning, som fremtidig skulde
optage mig; der var 2 Svende, som Kommisserne den
gang kaldtes i Forretningen, men da det var Søndag
Eftermiddag, var der kun een hjemme. Han tog altsaa
imod mig, besaa mig, og da han formodentlig fandt, at
jeg ikke var meget interessant, skyndte han sig med at
skille sig af med mig snarest muligt, i det han sendte
mig op paa første Sal, hvor Principalen boede, for at
jeg kunde fremstille mig der. Principalen var ikke
hjemme, men hans Hustru tog meget venligt imod mig,
og søgte med Venlighed at live mig lidt op, som hun
nok kunde se, jeg trængte til, uden at jeg tror, at det
lykkedes hende i nogen væsentlig Grad. Da hun havde
underholdt sig med mig en lille Tid, syntes hun vist
nok, at det var bedst at lade mig forsvinde, thi hun
fulgte mig da ned i Butikken og overleverede mig til
den hjemmeværende Svend, med Anvisning til ham om
at gøre mig foreløbig bekendt med mine nye Pligter
og Arbejde, samt at jeg den resterende Del af Søn
dagen skulde begynde med at studere Varekundskab,
ved at trække den ene Skuffe ud efter den anden og
se hvad der var i, og erkyndige mig om, hvad jeg
ikke kendte. At min Varekundskab den Eftermiddag
ikke blev synderlig beriget, er en Selvfølge efter den
Stemning, hvori jeg var. Svedsker, Rosiner, Mandler
og lignende Sager vare de Ting, der lagde mest Be
slag paa mig og som hin første Eftermiddag var et
Lyspunkt i Tilværelsen. Jeg længtes meget efter at
inaatte komme i Seng, men i saa Henseende gjordes
der mig ikke noget Tilbud. Da saa Klokken blev 1072)