348 / 569
342
Stadsmusikanten
stillingen, og deres øverste foresatte, Overkrigssekretær
Lerche, støttede dem. Magistraten blev spurgt, om noget
derfor kunde være til Hinder, og den svarede ganske kort,
at Musikken i Theatret tilkom Stadsmusikanten, der til
forn alene havde haft Opvartning ved Komedierne; som
Bilag vedføjede den en Kopi af Bergs Bestalling. Men saa
let gik det nu ikke. Efter at have læst disse Aktstykker
erklærede Overkrigssekretæren, at han efter dem ikke
fandt noget til Hinder for, at Hoboisterne kunde spille i
Theatret, og Magistraten maatte da skyndsomst udarbejde
en ny Erklæring med en udførligere Begrundelse af Stads
musikantens Ret. Magistraten fandt denne deri, at vel
bestod Tilskuerne ved Komedien saavel af militære som
af civile Personer, men selve Skuespilhuset maatte regnes
for et Borgerhus, siden Aktørerne, der bestilte Musikken,
var civile Personer og hørte under den borgerlige Ju ris
diktion. Samtidig mindede Magistraten om, at »Stads
musikanten med sine Folk paa alle indfaldende høje Fest
og Geburtsdage haver musiceret og blæst ud af Slottets
og Stadens Kirketaarne uden nogen Belønning, item og
bestandig opvartet med Pauker og Trompeter gratis, naar
Deres Majestæts Orlogsskibe gaar af Stablen saa og paa
Akademiet, naar nogen Solennitet dér sker og foregaar.«
Det var altsaa en Mand, som fortjente Hensyn, og dette
blev da ogsaa vist ham, idet en kongelig Befaling af 27.
Okt. 1747 fastslog, at Musikken ved de danske Skuespil
skulde besørges af Stadsmusikanten. Kun hvis der sam
tidig spilledes paa mere end eet Theater i Byen, maatte
Hoboisterne opvarte ved det ene.
Berg havde saaledes atter sejret, men det var maaske
ikke langt fra, at han her havde paataget sig mere, end
han kunde svare til. Som Leder af Theatrets Orkester
skulde han ogsaa skaffe Mellemaktsmusik, og til selv
stændig Kompositionsvirksomhed strakte hans Evner ikke.
Men heldigvis havde han i sin Stedsøn og første Svend