362 / 569
356
Stadsmusikanten
søgning hver for sig. Dermed lod Frost det bero for sit
Vedkommende; men Bentzen fandt Anledning til paa ny
at lade høre fra sig i 1796. Anledningen var god nok:
»Da Rygtet har sagt mig, at ingen af det kongelige Kapel
vil modtage den vakante Tjeneste«. Men Begrundelsen
af hans Ønske var lidt for almindelig holdt, den kunde
gælde for flere end ham: »For mig vilde det være til mine
Vilkaars Forbedring,
0111
mit Ønske blev opfyldt, da jeg
som Svend altid er udsat for at behandles af min Hus
bond efter Fodgodtbefindende«. Bentzen har nok tænkt
sig, at denne Begrundelse ikke var afgørende; han har
set sig
0111
efter stærkere Argumenter, og saa fik han da
djen Idé, som netop var det, der skulde til i Øjeblikket. Han
allierede sig med Hauch.
Hofmarskal Hauch, med Reskriptet af 1792 i Haan
den, stod jo stadig truende i Baggrunden. Hans første
Forsøg paa at besætte Embedet var ikke faldet heldigt
ud; men han kunde komme igen naar som helst, og det
var stadig ham, der havde Indstillingsretten. Denne mæg
tige Mands Støtte købte nu Bentzen for kontante Penge.
Han forpligtede sig til, hvis han fik Embedet, at betale
180 Rdlr. aarlig i 10 Aar til det kongelige Kapel. Disse
Penge vilde Hauch bruge til dermed at lønne to unge
Mennesker i Kapellet, der hidtil saa godt som intet Ve
derlag havde faaet. Saaledes brast det skønne Paaskud,
at man ved Ansættelse af kongelige Violoner i Stadsmusi
kantembederne havde til Hensigt at forbedre Musikken
omkring i Byerne, og tilbage stod i al sin Nøgenhed den
brutale Sandhed: at det kun gjaldt om at skaffe Kapellet
en Fordel, saa kunde for øvrigt hvem som helst faa Em
bedet.
I en ny Ansøgning — den femte og sidste -— med
delte nu Bentzen, at Hofmarskal Hauch havde lovet at
anbefale ham til Pladsen, og han lagde intet Skjul paa,
paa hvilke Vilkaar denne Overenskomst var kommen i