368 / 569
362
Stadsmusikanten
kun stod, at han angaaende Betalingen selv maatte for
ene sig med vedkommende. Men Publikum klagede stedse
mere højlydt, og belært af de senere Aars dyre E rfarin
ger forlangte man nu almindelig, at der blev sat en fast
Takst for Stadsmusikanten og hans Folk.
Det forenede musikalske Selskab havde ikke, som de
tidligere Klagere, henvendt sig til Magistraten, hvis Svar
man nu ogsaa havde læst tilstrækkelig mange Gange, men
var gaaet til Politimesteren, af hvem Selskabets Skrivelse
sendtes videre til Kancelliet. Dette høje Kollegium stillede
sig ganske paa Publikums Side; det betegnede det som en
Ubillighed, at Stadsmusikanten baade var eneberettiget til
at levere al Byens Musik og samtidig selv raadig over,
hvilken Pris han vilde forlange derfor, og det støttede
derfor Selskabets Ønske om at faa en bestemt Takst fast
sat. Bentzen var ikke uvillig til at gaa ind herpaa, men
benyttede Lejligheden til yderligere at sætte sine Priser
lidt op: han vilde levere Musik for
6
Bdlr. pro persona
til Selskaber og Baller, der sluttede Kl. 2, men for
8
Rdlr.,
na ar de skulde vare hele Natten. For øvrigt henviste han
til de dyre Tider, da »enhver Nødvendighed maa betales
6
å
8
Gange dyrere, end for faa Aar siden«. Baade Magi
straten og de 32 Mænd gav ham Medhold, og det eneste
Afslag, Kancelliet kunde faa sat igennem, var en Bestem
melse om, at de søgne Dage maatte Betalingen ikke over
stige
6
Rdlr. uden Hensyn til, hvor længe Ballet varede.
I Overensstemmelse hermed blev da den første T a k s t
for Stadsmusikanten bekendtgjort ved Raadstueplakat af
18. Marts 1812.
Efter den Tid blev Stadsmusikantens Takst af Kom
munalbestyrelsen fastsat en eller to Gange om Aaret, saa
længe Embedet bestod. I Pengekrisens urolige Aar naaede
Taksten op til 10 Rdlr. om Søndagen og 7 Rdlr. de søgne
Dage. Senere dalede den igen, saa at henholdsvis 4 og 3
Rdlr. Sølv blev den almindelige Betaling. — I Provinsbyerne