379 / 569
Stadsmusikanten
373
var muligt at bringe noget mere ud af den faste Betaling
for Kirkemusikken, og hans sidste Embedsaar var væsent
lig optagne af Bestræbelser i den Retning. For det første
søgte han at skaffe sig Ekstrabetaling for alt, hvad der
paa nogen Maade kunde siges at falde uden for den dag
lige Virksomhed. Undertiden lykkedes det, som da han
baade i 1827 og 1829 af Brandkommissionen fik udbetalt
12
Rdlr. for 4 Basunblæsere i Anledning af en Prinsesses
Formæling. Men til andre Tider protesteredes der mod
hans Regning, saaledes i 1826, da han forlangte særskilt
Betaling for Musikken ved en Jubelfest i Trinitatis Kirke.
Baade Konsistorium og Kirkens Værger holdt paa, at han
ikke ved denne Lejlighed havde præsteret anden Musik,
end hvad han var forpligtet til, og altsaa ikke kunde gøre
Krav paa nogen særskilt Betaling, og derved blev det.
Men dernæst søgte Stadsmusikanten i det bele at faa
sin Betaling for Kirkemusikken forhøjet eller ogsaa Tje
nesten indskrænket. Han begyndte med i 1827 at klage
over, at Betalingen ved alle de fire Kirker — Frue, Hellig-
gejstes, Petri og Trinitatis — var for ringe, »ligesom det
formentlig ej heller kan paaligge ham at præstere saadan
Kirkemusik, som der i Særdeleshed i de senere Aar er
bleven fordret af ham ved nogle af Stadens Kirker«. Han
foreslog derfor, at han for den sædvanlige Betaling kun
opførte Musik med fire Musici i een af Kirkerne skiftevis
hver Højtidsdag samt ligeledes Taarnmusik afvekslende
fra Kirketaarnene, medens han derimod skulde have sær
lig Betaling for Musik ved Bispevielser, Jubelfester og lig
nende Lejligheder.
Dette Forslag gav Anledning til en vidtløftig Under
søgelse af, hvorfra den gamle Ordning af Kirkemusikken
stammede, og hvad der forhen var blevet krævet af Stads
musikanten.
For
Frue Kirkes
Vedkommende blev det oplyst, at
Stadsmusikantens Betaling, 50 Rdlr. aarlig, var den sam