466 / 569
I
dynastisk Herlighed, bygget paa et forkuet Folks Lev
ninger. Lad ham slutte sig til o s , — til os, der ikke
ville andet end Fædrelandets Frelse, der sætte dets Ære
og Uafhængighed over Titler og Embeder, over høje
Indfæstninger og høje Ejendomspriser og over den høje
ste Pris paa Statspapirer. Lad ham støtte sig til os,
der ikke tilhøre noget Parti, der ikke begære nogen
politisk Magt eller Indflydelse, og som kun holde paa
den frie Forfatning, fordi den er Betingelsen for og Mid
let til det danske Folks Genfødelse. Vi ere kun en
lille Hob. Vi ere fire og fem, maaske flere, maaske
færre; den ene véd ikke af den anden. Men lad Kon
gen slutte sig til os, helt og holdent — og den lille
Hob vil med hver Dag blive større. Den Gud, der slog
Senacheribs Hær med Rædsel, brød Persernes Overmagt
ved Marathon og Burgundernes ved Murten, vil ogsaa
kunne give v o r e overmodige Fjender i v o r Haand,
naar vi kun ærligt og alvorligt v ille . Gud skænke os
derfor Kraft til at ville.« Saaledes munder det første
af Skrifterne ud i religiøs Patos.
I det andet tager han til Slutning sit Udgangspunkt
i Carl Blochs store Billede af Prometeus’ Befrielse, der
samme Foraar havde været udstillet paa Charlottenborg.
Ved at se det havde han tænkt paa sit Fædreland:
»Det ligger, ligesom Titanen, svævende over en Afgrund,
lænket til to Klipper (Tyskland og Sverrig), og en graa-
dig Rovfugl med to Hoveder hakker i dets Indvolde.«
Han tænker sig, at den danske Folkeaand skal vinde
sin tabte Manddom tilbage og som en Herakles rejse
sig af Trældommen og sprænge Fædrelandets Lænker.
»Den ny Herakles skal være hilset, naar han viser sig,«
saaledes lader han sig selv ende Samtalen med de to
sindbilledlige Kvinder, han i den sildige Aften drøfter
sin Frygt og sit Haab med. »Jeg vil dog bede ham
tage alt Værktøjet med, ikke blot Buen og de hurtigt
460
Strømpevæverslægten Warburg