462 / 569
456
Strømpevæverslægten Warburg
flydende Vers, med enkelte Stænk af lidt gammeldags i
Sproget, sender sine; lette Pile imod en Modestrømning,
ifølge hvilken en ung Pige skal »sværme — for den
italienske Opera — og for de franskes litterære Bærme«,
og den, hun skal »elske«, — »maa [først og fremmest]
være udenlandsk; — thi Kærlighed er alt for flov paa
Dansk, — den trives kun hos Britter, Franske, Vælske«.
Nogle Maaneder efter lod Lystspilforfatteren høre
fra sig i Heibergs »Intelligensblade«, denne Gang som
Romancedigter. Christian W inthers Vers klinger i hans
Øre; Jomfru Kirstin afviser stolt den bejlende Ridder:
Jeg vil ej bytte bort min Vaar,
min Ungdoms glade Frihedsaar,
min Rolighed, min Lykke —
imod en Ægtehustrus Kaar,
hvem tusind Sorger trykke.
I tænkte vel, jeg kunde nok
smukt sidde stille ved min Rok
som eders Ægtemage,
og kives med en Børneflok
de lange Sommerdage?
I fanger kun en daarlig Trøst!
Jeg kender ingen bedre Lyst
end den at staa alene.
Mod Elskov er mit unge Bryst
saa koldt som hine Stene.
Han kender sin Oehlenschlåger:
Det lakker hen ad J u l e t i d ,
men stundom skinner Solen blid
igennem Skyers dunkle;
da lysner Bøgen g l i m r e h v i d
og tusind Stjerner funkle1).
]) Jvf. Oehlenschlågers Helge:
Kong Frode sidder ved Juletid . . .
Af Sne var Skoven saa glimrehvid.