465 / 569
Strømpevæverslægten Warburg
459
vor Ulykke, den hele Ulykke. Vi har meget at angre,
som vi ha r meget at hævne.
Men han opgiver ikke Haabet. Den fulde Følelse
a f Stillingens Alvor vil, spaar han, — naar denne Fø
lelse bliver levende — fremkalde en d a n s k Bevægelse,
i hvilken den ene river den anden med sig, og som vil
virke styrkende og opflammende paa alle. »Enhver vil
tage sin Del af Arbejdet, som om han troede, at det
hele vilde mislykkes, hvis han ikke anspændte sig til
det yderste.« En dansk Bevægelse — »ikke en pære
dansk (de grundtvigske, ikke Grundtvig selv, hvem han
paa det nationales Vegne hylder, saa han med Uvilje
paa) eller nordisk (Skandinavismen vendte han sig in
stinktmæssig bort fra), eller liberal eller demokratisk
(Partidannelse var for ham af det onde), endnu mindre
en helstatlig og servil (han var Ejdermand til det yder
ste, en Modstander af Reaktionen blandt Godsejere og
Officerer, og stærkt paa sin Post over for Kongemagten
og dens Udøvere), men en virkelig og ægte, — vilde
vække det oprindelige i os af sin Dødssøvn, bringe de
nationale Ejendommeligheder til Udvikling, bringe Klar
hed i Begreberne ved at angive et bestemt Synspunkt
for alt, det udelukkende danske, fra hvilket alt er lige
gyldigt, der ikke paa en eller anden Maade kan anven
des i den nationale Genfødelses Tjeneste«. Han har
Preussens Genrejsning efter Napoleons Sejre for Øje.
Og han ha r Oprindelighed nok i sig til, at hans Ord
ikke lyder som Efterklang, men som en Mands inden-
fra fødte Alvorstale.
Han henvender den til selve Landets Konge, Chri
stian IX: »Lad Kongen jage fra sin Dørtærskel enhver,
der har vist sig lunken — endsige fjendsk — mod den
nationale Sag; lad ham rive Værget ud af de Hænder,
der førte det med Ulyst i Selvstændighedskampen, lad
ham vende dem Ryggen, der foregøgle ham Billedet af