Han har gransket Folkeviserne:
Og der gaar Dans i Borgegaard;
i Dag Herr Stranges Bryllup staar
med Sang og Klang og Gammen:
Der danser hun, den væne Maar,
med Brudgommen tilsammen.
Og der gaar Dans i Borgegaard!
Med Ring og gyldent Spange,
med Brudekransen i sit Haar
hun danser med Herr Strange.
Han har læst det alt, saa det er blevet til en Stem
ning i ham , har ladet ham dybere føle sin Kærlighed
til Danmark og det danske Sprog. Han lod da ogsaa
Teaterhonoraret for sit Lystspil udbetale til Samfundet
for danske Læreanstalters Oprettelse i Slesvig. Bog
handlerhonoraret gik til de fattige.
Det nationale, som en Følelse i ham og et Problem
for ham , lægger mere og mere Beslag paa ham. Han
ser kritisk paa Junigrundloven; hvor fortræffelig den
end kan være affattet, har den ikke nogen stærkt ud
præget national Karakter, siger han. »Den er væsen
ligt en Protest mod Enevoldsmagten, mod det uansvar
lige Kollegialslendrian, mod privilegerede Kasters og
Kammeraderiers Misbrug af deres Indflydelse.« »Volds
handlingen i 1660 havde stævnet Folkelivet ved Roden;
den havde end ikke levnet os saa meget deraf, at vi
kunde indpode den ny Tingenes Orden derpaa.« Der
for er det heller ikke endnu blevet rigtig Alvor med
Forfatningen, paastaar han. »Den passer os som et
Par nye lakerede Støvler, forskrevne fra Paris efter op
givne Tommemaal. Vore Ligtorne skrige Ak og Ve,
inden vi faa dem tiltraadte. Vi havde de smukke For
mer at stadse med; de havde Affektationsværdi for os.
Vi gjorde gode Fremskridt i det parlamentariske; vi fik
politiske Gilder, vi holdt Skaal-, Fest- og Glædestaler,
Strømpevæverslægten Warburg
4 0 /