459 / 569
Strømpevæverslægten Warburg
453
han gyser anden Gang ved at høre en Stemme i Lan
det (Præsten Vilh. Birkedals) udtale, at Gud ikke kan
undvære det danske Folk og derfor m aa lade Danmark
bestaa, og over Ytringer fra samme grundtvigske Lejr
om, at de danske fremfor andre Folkeslag er et udvalgt
kristeligt Folk, fra hvilket et nyt Lys skal udgaa. Det
er for ham at friste Gud.
I en Rigsdagsprædiken 1867 vender han tilbage til
sit Lands lange, endnu ikke endte »Lidelseshistorie, til
den hele Hær af Ulykker og Forsmædelser, af Vold og
Uretfærdighed«, der er strømmet ind over det. »Synes
ikke Løgn og Vold og Uret og Forræderi at skulle
vinde og beholde Sejren?« kunde man i Bitterhed føle
sig opfordret til at spørge. Nej, svarer han saa dog
med tilbagevendende Tillid, det vil ikke ske, og med
en mærkelig Fanatisme i Valget af Billede føjer han til:
»Jeg har tænkt paa dit Ord: »Herre, du feder dem som
Slagtekvæg indtil Ofringens Dag«.«
Glimt at hans Ungdoms Humor kunde dog endnu
komme frem hos ham, som da han fortæller om et
Besøg hos sin Provst, den gamle Balthasar Munter, en
Dag i de samme Aar. Idet han vilde til at gaa, sagde
han : »Se saa, kære Provst, nu stikker jeg af.« »Hvad
for noget? Stikke af!« udbrød den gamle med lunefuld
Forbavselse, »stikke af! hvad er det for et Udtryk for
en gejstlig Mand? Hvor ha r De det fra?« Og saa gik
han et Par Skridt op og ned ad Gulvet og gentog for
sig selv: »Stikke af! stikke af! Det har De lært i Ny
boder.« *)
I Slutningen af sit Liv arbejdede Ludvig Warburg,
der lige saa lidt som Broderen var nogen frugtbar Fo r
fatter, paa en »Søndagsbog tilsøes«. Den blev trykt,
*) L. A. Warburg: Til Minde om Provst Dr. theol. Balth. Munter
1867. S. 14.