HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

Strømpevæverslægten Warburg

449

bleven jordet fra St. Nikolaj Kirke i Svendborg med al

Højtidelighed og et talrigt Følge. Det satte den fint

følende og samvittighedsfulde Mand i Bevægelse. Han

forsvarede sig, men indrømmede enhver ærlig troende

Ret til at dømme hans Færd. Han havde først talt

over den døde, da en tidligere Aftale om en ganske stille

Begravelse var bristet. Efter en lang og besværlig Fo r

handling havde han overladt den afdødes Familie at

gøre, som den vilde, men forbeholdt sig at handle, som

han skønnede, at Gud vilde; mulig vilde han slet ikke

møde i Kirken. Men skønt dette unægtelig havde været

det letteste, turde han, da det kom til Stykket, dog

ikke gøre det: han følte sig kaldet til ved denne Lej

lighed at tale et Alvorsord til de levende. Saa mødte

han og talte. Religiøs og national Bekymring smælter

sammen i hans Tale. »Det har ofte tynget paa mit

Sind,« siger han, »at i vort Folk, det bløde, godmodige,

sindige danske Folk, øves Selvmord hyppigere end

blandt noget andet Folk, og alt som det letfærdige

Væsen, der end ikke lod sig kue af de knusende Slag

og den forsmædelige Fornedrelse, der er overgaaet Fo l

ket, alt som denne Higen efter det, som er Kødets Lyst

og Øjnenes Lyst og et hoffærdigt Levnet, der fortærer

Folkets Saft og Kraft, tog Overhaand, tog ogsaa Udøvel

sen af denne gruelige Gerning til. Og nu er Rædslen

traad t mig saa nær! — Mærker I da ikke, hvem der

skjuler sig bag denne verdslige Letfærdighed, dette Lev

net efter Kødets Sans? Mærker I ikke, hvem denne

Verdens Fyrste er? Hans Navn er Djævelen og han

er: først Løgneren og saa Menneskemorderen.«

Sit Liv igennem havde Emil Warburg været legem

lig svag. Søndagen d. 7. Marts 1886 besvimede han

paa Prædikestolen. 4 Dage efter døde han. Paa Vers

og i Prosa pristes han- i svendhorgske Aviser som den

»elskelige, nidkære, beaandede Sjælesørger«. Trods sine