453 / 569
Strømpevæverslægten Warburg
447
synlige, for at pege hen paa det, der ikke ses.« — Den
skarpsindige, men i Polemik spidsfindige og bidske L it
terat I. Levin, der gerne optraadte som et Slags Over
dommer i Spørgsmaal om dansk Sprog, var forbitret
over, at Bogen, og endda ikke fuldt ud, følger Rasks
Retskrivning, og betegnede dens Udgivere som rene Ig
noranter: »Disse Herrer Dansklærere have ikke engang
bragt det saa vidt, at de kunne adskille de simpleste
sproglige Benævnelser eller de simpleste Lyd i Spro
get.«1)
I Halvtredserne var Emil W arburg Kapellan for
Asminderød, Grønholt og Fredensborg. Her lærte Fr.
P a lu d an -Müller ham at kende. Da denne i 1853, Ko-
leraaaret, tog fat paa Udarbejdelsen af sit store Dom
medagsdigt Ahasverus, lod han i Prologen, der er hen
lagt til et Værelse paa Fredensborg Slot, sin Muse sige
til Digteren, da hun ser ham gaa forknyt omkring:
»Traf ej du her da paa en sjelden Aand, hvis Vingeslag
din egen Aand har hævet?« Det er Warburg, der
menes. Og i et dybtfølt Digt skildrer Paludan-Müller
senere ham og hans præstelige Fæ rd : I Lave Hegn nær
ved Sundet h a r han en Sommeraften overværet en
Gudstjeneste af dem, Warburg i Mangel af Kirke af
holdt i Skoven for Egnens Folk. Op ad Skovvejen
kommer en Skare simpelt klædte Mænd og Kvinder lang
somt gaaende, Landmænd og Arbejdsfolk, Fiskere og
deres Koner, unge og gamle med de mindre Børn ved
Haanden. En Del af dem lejrer sig i Græsset under
Bøgetræerne, de andre stiller sig i Halvkreds
0111
dem.
Saa kommer den unge Prædikant gaaende, i sin sorte
Dragt, med blottet Hoved, lidt bøjet under Gangen.
Der stod han midt i Kredsen, tynd om Livet,
et Rør, men fyldt af Aandens Kraft han stod.
x) Nordisk Literatur-Tidende 1846 Nr. 48.