458 / 569
452
Strømpevæverslægten Warburg
godt og velgørende Formaal, for hvilket han kunde
virke«. I den skandinaviske Sømandsmissions Blad
kaldes Brødrene to af Foreningens ældste og mest tro
faste Venner; i sine sidste Aar var Provsten dens Fo r
mand; i dens Barndomsaar havde han redigeret dens
Blad »Havnen«. Under sit Billede har han skrevet: »Af
Husholdere kræves, at de maa være tro«.
Da han havde været Præst i 25 Aar, forærede hans
Venner ham et stort Maleri af A. Dorph: »Lader de
smaa Børn komme til mig«. Det blev anbragt i Hol
mens Kirke foran Døbefonten.
Hos ham som hos Broderen gaar det religiøse og det
nationale i et. I 1864 tegner han i en Bods- og Bede
dagsprædiken 22. April, midt under Krigen, 4 Dage
efter Stormen paa Dybbøl, stærkt bekymret, næsten for
tvivlet et Billede af Tilstanden i Landet: »Vort Ulyk
kesbrev har faaet Underskrift og Segl, al Lysning, som
kunde bebude, at det atter skulde dages for os, er for
svunden, men værst af alt, mest ildevarslende, er dog
vort indre Livs Tilstand. Den, der med en smertefuld
Kærligheds Troskab staar Nattevagt i denne Tid og
spejder efter, om ikke et ringe Tegn skulde forkynde
Lysets Frembrud, vender tilbage fra sit Vagthold med
forøget Sorg, intet Tegn paa et alvorligt indre Liv hos
os, intet kendeligt Vidnesbyrd om Spirekraft i det
næsten udgaaende Træ, men snarere Dødstegn, en Hen-
synken under nedbrydende og opløsende Magter.« Han
kalder de danske »et ydmyget, haard t tugtet, slaget og
plyndret Folk, mishandlet af Fjender, svigtet af saa-
kaldte Venner«. Han »gyser for den Tanke, at Gud
ikke længer skulde have Brug for os som et Folk, fordi
vi ikke befindes dygtige til nogen alvorlig Livets Ger
ning, . . . min Sjæl knuges ved Muligheden af en Til
stand, i hvilken vort Folk er uden anden Fremtid end
at synke sammen i en mat Alderdomstilværelse«. Og