464 / 569
458
Strømpevæverslægten Warburg
hvor vi med Glasset i Haanden ofte sagde mere end vi
mente, og hvor ofte det, der laa os mest paa Hjerte,
blev usagt. Vi lod, som Forfatningen blev baaret os i
Kødet, medens den kun var skaaret os i Klæderne.«
Saadan var Frederik den Syvendes Dage.
Begivenhederne i 1864 bliver for ham som for hans
Brødre et afgørende Vendepunkt i det danske Folks
Liv. De gør ham til politisk Forfatter. I 1865 udgiver
han, stadig uden Forfatternavn, to smaa Skrifter, først
»Grublerier«, saa »Yderligere Grublerier«- af Q. Det er
ikke Brødrenes enstonige gejstlige Stil, han skriver i;
Satiren er med i Tonen. Sorgen og Harmen over det
skete er det, der bærer begge Skrifterne. Grublen inde
holder i Beglen et Stænk af Tvivl. Men i hans Dom
over Tilstande og Personligheder er der ikke Spor af
Tvivl. Han ha r sin klare og færdige Mening. Og han
lægger ikke Fingrene imellem. Landets Ulykker har
skærpet hans Evner og hans Myndighed. Han lytter
til, ogsaa hvad selv dets Fjender siger, og gør dem Ind
rømmelser, hvor Sandhedskærligheden kræver det. »Vi
maa sige det danske Folk Sandheden, den rene Sand
hed, og, saa vidt det er muligt, den hele Sandhed. Det
vil give Forargelse, men Forargelsen vil komme over
deres Hoveder, som i Nødens Stund have svigtet den
danske Sag.« »Slesvigholsteneren Olshausen sagde i
1848: De danske er et sløvt, fejgt og usammenhæn
gende Folk. Sløvt? Vi kan ikke ganske frikendes:
alt gaar hos os langsommere, tungere, søvnigere end
andensteds. Fejgt? Nej, lunkent og uvirksomt, men
ikke fejgt. Usammenhængende? Dér er Sømmet ram t
paa Hovedet: Selvkærlige Privatformaal, selvkærlige
Partiformaal, Privathad og Privatmisundelse, Partihad
og Partimisundelse have spillet Hovedrollerne i vort
offentlige Liv og spille den endnu den Dag i Dag.«
Manglen af en virkelig, levende Nationalfølelse, d e t er