HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

450

Strømpevæverslægten Warburg

faa Kræfter sparede han sig aldrig, men kom, naar

nogen kaldte. Endnu den Dag, han var bleven syg i

Kirken, var han bleven der »med Døden paa Læberne

for at forrette en Daabshandling, under hvilken han

maatte støttes for ikke at falde om«. »Tak, du svage,

— for de mange Dage, — du i Arbejd og i Hede stred,«

skrev en Kvinde rørt. »Svag og dog saa kæmpestærk,

— kæmpestærk til Herrens Værk. — Løftet højt paa

Aandens Vinge — agted Kødets Kval han ringe,« det

er en Mands Vidnesbyrd. En tredje taler i sin dybe

Taknemmelighed næsten sentimentalt om Englesmilet i

hans Ansigt. Anden Dagen efter hans Død tegnedes

hans Billede i et Digt i »Svendborg Amtstidende« saa-

ledes:

Hans varme Ord ej naaede langt

i vor kolde, kritiske Tid;

selv følte han — tit tungt og trangt —,

hans Skæbne var ikke blid.

Hvor Lykken smiled i Medvinds Bør

og Livet gik som en Rus,

dér fandt han vel tit en lukket Dør, —

men ikke i Sorgens Hus.

Det Vidnesbyrd skal han have med,

vor gamle, elskede Præst:

Han »vidste ej andet til Salighed

end Jesus Kristus korsfæst«.

Han følte varmt for sit Fædreland

i Glæde saavel som i Ve;

sin Afmagt følte vel faa som han

til at ændre, hvad nu vi maa se.

Men dersom vi tro, at alvorlig Bøn

kan gavne vort jordiske Hjem,

ej Danmark har haft trofastere Søn

til at bære dets Sorrig frem.

KØBENHAVNS

MM .. ^ .A U O T E K E R

C. N.