454 / 569
448
Strømpevæverslægten Warburg
Digteren føler Alterluen brænde i hans Hjerte, da han
med klar og stærktbetonet Stemme tager ildfuldt til
Orde og taler, uden Kunst og Pynt, med Troens fulde
Vished, ud fra sit eget Livs Erfaring. Da Gudstjene
sten er endt med Bøn og Salmesang, bliver den unge
Præst stille staaende og ser paa Skarerne, der bryder
op og, idet de gaar forbi ham, en for en byder ham
Haanden og siger ham Tak. Endnu efter at de er
borte, bliver han staaende ensom og ser op imod Løv
hvælvingen
med Smil, som smagte han, at Gud er god.
Det var, som til hans Aande her han lytted,
som saa! et Glimt han af hans Herlighed
i Skyen, der sit Guld med Purpur bytted, —
og nu, som fyldt af Fred, han Foden flytted
og steg fra Templet mellem Slettens1) Hytter ned —
for ogsaa der nidkært at røgte sit Kald og trøste de
syge og de sørgende.
Idet Paludan-Muller til Afsked skænker den til Fyn
bortdragende Præst det Billede, han i sit Digt ha r teg
net af ham , skriver han i den Tilegnelse, med hvilken
han ledsager Oversendelsen:
Vi skilles, V en ! Men aldrig vil jeg glemme
vort Samliv og de alvorsfulde Aar,
hvoraf jeg her i Ord har søgt at gemme
en enkelt Aften, der for Tanken staar —
og ønsker ham »alt godt, hvori sig Livets Fylde dølger,
Kraft, Sundhed, Fremgang, Livsmod, Glæde, Fred«.
Emil Warburgs Forfatterskab indskrænker sig til et
lille Skrift paa
8
Sider, som han i 1867 udgav om sit
Forhold ved en Selvmorders Begravelse. Et Brev fra en
Embedsbroder havde gjort ham opmærksom paa den
Forargelse, det havde voldt, at en ung Selvmorder var
Fiskerleje i Nordsjælland mellem Rungsted og Humlebæk.