177 / 259
BYGNI NGER
173
husbådebyer vil dannes. Et festligt syn er det at se den oplyste husbådgruppe med
musik og dans og orientalske lamper og blomster dekorationer, spejlende sig i det
blanke vand. I Amerika har udviklingen været noget anderledes. Der har man de
lange brede flodløb, som man lader båden drive nedad med strømmen fra vandfald
til hav, passerende broer, sluser og byer, for derefter sammen med andre at hales
tilbage, for næste sommers tur, måske ad andre veje. Husbåden er jo en gammel
institu tion på Kinas floder. Der lever hele befolkninger i flydende byer. At hus
båden ikke endnu er blevet en anerkendt bestanddel af det nordiske land- og søskab
er ret mærkeligt, for hvor i verden er der smukkere omgivelser at finde end i vore
fjorde, skærgårde og indsøer, der byder på mere afvekslende omgivelser end noget
levende væsen kan få tid til at gøre sig bekendt med. Også byplanen berøres af
denne sag. Sæt blot at 1000 husbåde hørte hjemme i hovedstaden, krævende plads
og vogtere. Egentlig er husbåden et sideordnet færdselsmiddel til automobilet og
vore fabriker burde gøre sig fortrolige med disse to midlers fremtidige sammenspil
og vore sørfartsinteresser burde ligeledes forstå den store værdi dette middel kan
have til vækkelse af folkets interesse for livet og færdslen på salten sø.
Automobilet har jo v ist sig istand til at falde i trit med den uro i folket som
undergravningen af ejendomsretten har vakt, ved at vende befolkningens interesse
på nydelsen af naturens og landskabets glæder; og er af bytrætte ejere indrettet som
rullende hus, der „parkes“ i tiltalende omgivelser for flygtige sommerophold. Denne
udvikling fortjener, at man i eller ved fjernere skove og strande indretter auto
mobilparker med nødtørftsanlæg og lidt markedstrafik i livsfornødenheder.
Verdenskrigen havde som tidligere berørt en skæbnesvanger indflydelse på
boligens og byplanens udvikling af negativ natur og pessimistisk ånd, som det er at
håbe må virke som advarsler under fremtidige nationale eller internationale kriser.
En grundlovstridig boliglov og byggevirksomhed vendte op og ned på borgernes
teknisk-økonomiske forhold, forhold som var tilvejebragte gennem tusind års
kulturarbejde og som brød bresche i samfundsordenen i kommunistisk retning. Det
er jo muligt at samfundet ved krigens udbrud trængte til denne alvorlige advarsel:
— denne boliglov, dette drastiske skridt i retning af den røde chauvinisme vil
sikkert nok give en interessant mark for studier i international økonomisk retning,
når det først er lykkedes os at bryde dens lænker. Boligbyggeriet kan kun sjældent
henregnes til de lukrative forretninger og bliver en uundgåelig kilde til tab for byens
borgere når det fjernes fra det private in itiativ . Skulde det i længden, ved sit mod
sætningsforhold, tjene til at bringe stærkere fart i det private selvejerbyggeri af
enfamilje huse, vilde det have en forsonende virkning ved at fastslå, at in tet er så
galt, det er jo godt for noget.
Det er nedbrydende for den offentlige moral at standse eller forulæmpe mar
kedsdriftens fri udvikling, hvadenten dette sker i retning af den daglige forsyning
med levnetsmidler eller med husly. Rationering er brud på en naturlov og hævner
sig ved at udviske grænserne for røveri og snyderi i handel og vandel. Hvor mange
samfund er gået under i den asiatiske udvikling af ensidige samfunds tilstande, som
er forstenede under misforståelse af ejendomsrettens forhold til civilisation og sam
fundsliv? Og hvorlænge vil Europa modstå barbariets farer under kommunistiske
tilstande? Det er let nok under panik at få vedtaget nødlove, men komme bort
fra dem igen, viser sig overmåde vanskeligt. Måske fordi den politiske udvikling i