180 / 259
DE HØJE STALBYGNINGER
Den uvilje som overalt i Europa næredes mod det amerikanske bygn ings
system , som betegnes med det populære navn „Skyskraber“, er ved at tabe sig,
tiltrods for de ret uhyggelige udskejelser som system et, navnlig i New York har
udviklet og som har ført til så skæbnesvangre forhold for den offentlige færdsel og
sundhedspleje.
Man begynder nemlig for alvor at beskæftige sig med system et, der jo er et
udslag af den moderne bygningskunsts stræben og viser os tekniske fremskridt,
som ikke bør ignoreres. Stålbindingsværket er et virkeligt kulturresultat, som øger
vor ævne til at løse de store opgaver indenfor bygn ingskun sten ; opgaver som man
ofte tidligere stod magtesløse overfor. Det er navnlig disse bygningers store lethed
og styrke i forhold til højden, deres stivhed mod vindtryk og sejghed mod jord
rystelser, som gør dem fordelagtige i teknisk henseende og sikrere i økonomisk.
Dette indser man nu i ledende evropæiske byer; og hvis man kunde angive midler
mod de store ulæmper som system et fører med sig, er der ingen tv iv l om, at den
sidste rest af uviljen, hos de hvert sted rådende bygnings autoriteter, vilde for
svinde.
I den retning må man v ist først blive enige om, at byggemåden ikke egner
sig for almindelig byggepraksis eller sammenhængende bybebyggelse i historisk ud
viklede byer, fordi der til den hører større gadebredder, mere fuldkomne færdsels
midler og større krav til lys og luft end de gamle byer kan tilvejebringe.
Derfor må den høje stålbygning, hvis højde overstiger de forhold byen er op
vokset under, kun optræde som undtagelse og da kun i passende tekniske og hyg iej
niske omgivelser. Disse bygninger må her forblive udenfor byggelovene og være
underkastede bygningsautoriteternes skøn og bevillingsret som undtagelser.
Sagen er nemlig den, at disse skysplittere kræver og foranlediger en centralisa
tion , medens byens sikkerhed kræver decentralisation. De kræve stor byggekapital
og må opføres på de mest værdifulde grunde. Det v il sige, at gamle bygninger på
gode forretningsstrøg må nedrives for at give plads til disse dominerende og i visse
retninger tyranniserende bygværker.
Men da v i altså i sin almindelighed erkender system et, som et kulturfrem
skridt, så foreslås der, at v i tager den i byplanens tjeneste; og det v il under den
nuværende færdsels udvikling sige i spredningens tjeneste, som middel til udvidelse
af forretningskvarteret, ved at opføre dem i dettes yderkant til den side, som den
naturlige udvikling udpeger som fremtidens. Derved spares den historisk udviklede
gamle bydel for ødelæggelsen.
Københavns oprindelige m idtpunkt lå ved Gammelstrand, medens det siden
langsomt, men stø t har bevæget sig mod vest. Først fordi forbindelsen med konge
byen Roskilde v iste den vej og senere fordi havnen som er byens væsentligste
færdselsåre også udvidedes den vej. Over Gammeltorv vandrede det interessante