184 / 259
OFFENTLIGE BYGNINGER
Skønt de offentlige bygninger egentlig er det element, som giver storbyen sit
præg: Rådhus, domhus, slot, kirke, universitet og skole, museum, teater og forva lt
ningsbygninger, torvehaller og jernbanegårde; så er dette dog det element som
m indst kræver behandling i en oversigt som denne. De hører til byens historiske
bestanddele, fæstner begivenhedernes løb i byplanen og giver denne den form som
byplanlæggeren møder og som han må bringe de ny elementer og kvarterer til at
harmonere med. Men på den anden side lægger en revy over byens offentlige byg
ninger forskellige mangler åbne for bybyggeren, som da må overveje, hvorvidt de
tilstedeværende bygninger af slagsen er, hvad de burde være i henhold til tidens
krav. I reglen foregribes denne hans afgørelse dog af udviklingen fordi de dele af
folket som på en eller anden måde er afhængige af bygningen v il anstrænge sig for
at tilfredsstille mulige savn ad de ordinære veje, hvortil de da også bar hjælpen af
den uddannede arkitekt, og hvis sagen endda strejfer ind på byplanlægningens om
råde er det som oftest som et lokalt spørgsmål som må besvares i henhold til den
pågældende sags eget værd i kunstnerisk, teknisk eller social henseende.
Ved synet af den knejsende ridderborg omgivet af en lille by som har dannet
sig om dens fod ved at egnens nærmeste befolkning har søgt tilflugt under borgens
m ure; får man ofte et levende indtryk af den historiske romantik, som derved illu
streres, vel i reglen af større interesse for maleren end for arkitekten, men bybygge
ren må naturligvis have et åbent øje for det maleriske og gøre, hvad han formår for
at bevare disse indtryk for efterverdenen. Jeg har i amerikanske storbyers forstæder
set lignende pittoreske byskaber dannet af en højtragende offentlig skolebygning
omgivet af en masse — tilsyneladende kaos — af små en- eller tofam ilje boliger.
Det er interessant at se skolen således tage ridderborgens plads, men billedet er
flygtigt og glæden kun kortvarig. Nogle få år og grupper af høje „apartment houses“
v il have taget indtrykket fra skolen og illusionen er forsvunden. Det ny tter ikke at
stride imod denne udvikling, når den ikke kan afvendes ved frivillige regler for be
byggelsen eller gennem byggelovbestemmelser. Snarere må man regne med denne
udvikling, som et naturligt udslag af byens vækst.
Medens nogle offentlige bygninger, når de er opførte og fuldførte må synes
som løste opgaver, som for aldre, ofte for århundreder tjener som faste lande
mærker i byplanen, så er der andre klasser af bygninger, hvis opførelse stadig føres
fremad og aldrig afsluttes sålænge byen er i vækst; det er kirker og skoler. Nye
menigheds og skolesogne må bestandig dannes og de offentlige bygninger, som dan
ner disses centre, danner derfor en fremadskridende bybyggende arkitektur i trit med
folkets tekniske og sociale udvikling. Omkring kirken, som den hvorpå den højeste
og ædleste bygningskunst finder anvendelse udvikles et harmonisk forhold mellem