186 / 259
182
B Y G N I N G E R
lige øvrighed ikke var nedsunken i en provinsialistisk mangel på national inter
esse i rigsspørgsmålet. E t lille sammenlignende overblik over de to nævnte nationale
centre v il vise forskellen: St. Pauls kleresi består af: 1 dean, 4 kanons, 30 preben-
daris, 12 minor canons og 6 v ica l choral, ialt 53 gejstlige tjenere. Der afholdes 2
gudstjenester daglig om hverdagene og 4 hver søndag, foruden 2 daglige tjenester
i krypten — det v il sige 30 gudstjenester om ugen. Sandelig den kirkebesøgende går
ikke forgæves, når han betræder kirken mellem 9 om formiddagen og 5 om efter
middagen. Man v il let forstå betydningen heraf, og man v il se forskellen når man
betænker, at Frue kirkes døre vel er åbne den meste tid af ugen, men den står øde
og forladt om hverdagene. Den betragtes mere som en almindelig sognekirke for et
afgrænset sogn, end som rigets og landets religiøse samlingspunkt.
Det beskedne har i det hele taget overmagten i Københavns kirkelige s ta ts
kunst. Ligesom regering og rigsdag, som er optaget af tilpasning i det partipolitiske
liv og ingen interesse kan vise for de større nationale rigsspørgsmål; således undgår
vor „See primate“ alle spørgsmål som rækker ud over den tilvan te horizont. Men v i
trænger som folk hårdt til at stræbe efter højere mål, og vor hovedstad burde have
en katedral eller domkirke om hvilken man kunde sige, at folket havde lagt sine
bedste kræfter ind i opførelsen af den og at den med værdighed kan overtage præ
sidiet over rigets og folkets kristelige liv. Gejstlige bør være tilstede ved kirken hver
dag året rundt også udenfor de offentlige gudstjenester; men de nødvendige lokaler
hertil mangler. End har Vor Frue ved sin historiske stilling og ved sin beliggenhed
på den ældste københavnske hovedstads højeste punkt, et nationalt krav på at
modtage eller fastholde, eller forny denne stilling. Den har ved Thorvaldsens ære-
frygtvækkende kunstneriske udstyr et fortrin; og et tegn på, at man havde øje for
kirkens udmærkede stilling til folkekirken på den tid har man i navnet „Metro
politan Kirken“ fra den tid i
begyndelsen af det nittende
århundrede, da den nuværende
Vor Frue genopførtes. Men b yg
ningen selv er i etisk teknisk
henseende et fa lskneri— et ar
kitektonisk bedrag— idet dens
stenlignende puds og prægtige
klassiske indre dækker over
brandfarlige og forgængelige
træ konstruktioner; en uting
i sin almindelighed, men sær-
ligfrastødende i en fremragende
kirkebygning, fordi dette for
hold frister til sammenligning
med den kirkelige ånd, som hu
ses indenfor kirkens mure. Mar
morkirken, Nicolaj og Grundt-
vigskirken har v ist tendenser til at optage den nationale og centrale opgave. Et
bevis for at trangen i den retning er tilstede, men tillige et svaghedstegn, som t y
der på splittelse sålænge Vor Frue forholder sig passiv,