188 / 259
184
B Y G N I N G E R
retning og det vilde næppe skade om vor gejstlighed åbnede øjnene for betydningen
af den udvidelse af menighedslivet som retningen viser. Konkurrencen med den
katolske kirke, der forstår den bestikkende værdi af forbindelsen med skoler og
hospitaler, skulde synes at tvinge. Men lad os først rejse den nationale „Fane“, så
får vi grundlaget for bedømmelsen af, hvad der kræves for fremhjælp af det religiøse
arbejde. At sagen har betydning for byplanlægning og bybygn ing må jo være ind
lysende.
En anden fremtidsopgave, dog af mere verdslig karakter, kan påvises i trangen
til lokaler for store forsamlinger. Med byens vækst stiger selvfølgelig kravene til sam
lingslokaler både i retning af størrelse, beliggenhed og antal. København er og har så
godt som altid været dårligt forsynet i den retning. Der var en tid da Casino og
Kristiansborg ridehus kunde tilfredsstille behovet og historiske minder har v i fra
møder og udstillinger der, men de tider er jo forlængst forbi og skønt adskillige for
enings-, selskabs og udstillingslokaler er føjet til i årenes løb, så er v i dog omtrent
lige nær, og et lokale som v il rumme en forsamling på 10000 mennesker med tålelig
adgang til at se og høre er det som tiltrænges og helst skulde der være flere for
delte i de fem forstæder. Hvis det nu var så at slige lokaler skulde reserveres for
„mass m eetings“ eller en udstilling i ny og næ, så vilde foretagendet vel være temm e
lig umuligt i financiel henseende, men der er flere andre retninger af social betydning
for en storby. Der er navnlig trang til en hal med jættescene for opera, ballet og
koncerter, som kunde hjælpe til at gøre anlæget rentabelt. Der var en tid, da musi-
ken havde en forholdsvis større social, eller rettere sagt national, betydn ing for
hovedstaden; en tid da byen var mindre, da forekom sangen og musiken at være
en betydeligere faktor i hovedstadslivet. Dengang var restaurations, cafe og kond i
tori trafiken ikke som nu forbundet med det tysk-jødiske turistlivs overdrivelser og
de unge tonekunstnere måske mindre optagne af at underholde de større middages
gæster og af hensynet til, hvad der passer for overfyldte maver. Blandt mærkelige
eksempler udefra, som viser respekt for tonekunsten, kan nævnes byen Lindsborg
i Kansas, U. S. A. Denne er m idtpunkt for en befolkning af svenske landmænd og
disses efterkommere med nedarvet svensk traditionel musiksans. En højskole var
grundlagt af en Dr. Carl Swensson 1881 — den har nu omtrent 100 studenter — og
for at skaffe midler til denne skoles opholdelse og udvidelse byggedes 1882 en „Or-
chester H a ll“, hvori, blandt andre anvendelser, byens indbyggere giver en årlig
påskefest ved opførelse af Handels Messias. En fjerdedel af byens befolkning del
tager. Koret tæller indtil 500 stemmer, i orkestret sidder 40 spillemænd og solo
sangen udføres af tidens berømte internationale sangere. I den første opførelse for
40 år siden deltog medlemmer som endnu holder deres plads i koret; og mange af
koristerne har nu sunget ved 25 påskefester. Tre generationer af samme familje
mødes der og: „Fra bas sectionen har mere end en bedstefader hørt datteren og
datterdatterens sopran og alto stemmer“ skrives der. En Jens Stenås har i 20 år
fungeret som kasserer — et tegn på bevægelsesn nationalitets bund. Ideen til denne
musikalske udvikling undfangedes af de første ledere ved at overvære opførelsen af
Messias i Londons Crystal Palace. Måske også passionsspillene i Ober Ammergau
har haft nogen andel i ideen til denne nu traditionelle påskefest, som drager befolk
ningen fra stedse videre kredse til Lindsborg højtiden.
At en festlighed som denne har stor social betydning for en lokalitet er givet