192 / 259
188
B Y G N I N G E R
enestående beliggenhed med hensyn til søfærdslen, helt omgivet som det er af sejl
bare vande med verdenshave både i øst og vest = med fuldkommen forbindelse med
„The seven seas“ og har færdedes frit på disse fra Arilds tid af og vundet hæder og
velstand. Hvorfor da ringeagte denne v igtige side af vor nationale tilværelse; især
nu da landets opdyrkelse er så v id t gennemført, at landets bedste ungdom trænges
bort derfra.
Grunden til tværheden må måske søges i, at vore syv og syvsind styve museer
i by og på land, hver har fået sin afgrænsede horisont, som man ikke ævner at ud
vide. Museerne har jo alle deres opmærksomhed henvendt på fortiden— Danmarks
fortid og verdens fortid og regner det som liggende udenfor deres rammer at tænke
på fremtiden, direkte eller indirekte, eller på at forberede ungdommen på kom
mende opgaver. Men når det er så, så må v i virkelig forberede os på, at danne et
særligt og selvstændigt „Marine Museum“ som kan bruge fortidens vidnesbyrd som
underbygning for belysningen af fremtidens krav og opgaver. Den samling, som
er huset på Kronborg har sin snævre begrænsning og kan ikke der udvide sig til det
omfang som vore nationale maritime krav må om fatte. Vi må have en serie af h isto
riske skibe sideordnede med fregatten Jylland: et eller flere vikinge skibe, en knor
(Middelalderens handelsskib), et af Tordenskjolds skibe, vor første undervandsbåd
m. fl. Vi må have en fiskeri afdeling med gammelt og ny t, en fiskeavls station med
fiskemuseum, en botanisk afdeling for søplanter; og i m idten af disse afdelinger
bibliotek og foredragssal. Det skal v i have når v i v il have, at den opvoksende slægt
skal forstå, at Danmarks fremtid ligger gemt i „det sortladne hav“ og vort blik som
sålænge har været ellebundet til den danske muld, nu af nødvendighed må vendes
udefter, hvad fremsynet angår.
Hvor forstyrrende er det ikke, for det personlige indtryk, efter et interesseret
besøg i den danske samling, der slu ttet og velordnet giver et billede af folkets t il
blivelse, at komme gennem den ældre middelalder, til den yngre, hvor interesserne
trevles ud i sager uden forståelig forbindelse med den forhistoriske og den ind
ledende historiske udvikling. Man føler afgjort manglen af en tidsgrænse ved denne
ende af samlingen. Vi har jo Frederiksborg, Rosenborg og Tøjhusets våbenmuseum;
hvorfor så konkurrere med disse? Det er det personlige ejendomsbegreb fra kun st
kamrets dage. Vi burde v ist afslutte samlingen med dronning Margretes tid , så
vilde det samlede indtryk blive mere afrundet og letfa ttelig t. Den langvarige mu
seumsdrøftelse har bragt uro i lejren og en bevægelse for hjemsending af historiske
genstande er vakt: Hvorfor berøve kirkerne deres gamle sager? Hvorfor føre m in
desmærker som runestenene bort fra den egn de tilhører? De er nationale monu
menter som bør hæges og holdes i ære som sådanne der hvor de oprindelig var
rejste; hertil bør staten hjælpe for at sikre dem mod vandalisme, men ikke opstille
dem i et museum, hvor den almindelige besøgende går dem ligegyldig forbi. Vi ser jo
nu hvad denne forældede opfattelse har ført til i Sønderjylland. Flensborgsamlingen
er ført til museet i Kiel og runestenene som krigsbytte bortført til private ejen
domme i Tyskland. Ja vi har endog set, hvorledes Frankrigs og Belgiens udp lyn
dring har hidset den private samler mani, og gennem tusinder af antiquitets butiker
spredt rovet over den civiliserede verden, til dennes skam og skændsel.
Bør ikke alt dette betragtes som tvingende grunde til udformning og fa st
sættelse af en ændret offentlig moral. Besiddelsen af disse røvede genstande stempler