197 / 259
LOV 06 RET
Med lov skal land bygges, men by som er folkets himmelbjerg
går ikke derfor ram forbi. V i har navnlig to love som a f lovgiverne
var tænkt at skulle ordne bybygningen, nemlig: byggeloven og b y
planloven, men de er istedetfor at være bybygningens grundvold,
b levet dens skønhedsplastre og generende dekorationer som hindrer
den fri bevægelse. Skulde lov bygge by så måtte det vel snarere være
ved en samlet bylov, men den pen som skulde skrive en slig er neppe
skåret endnu. Skønt der er mange selvspidsede penne i virksomhed
så er skønhedsplaster opfattelsen end så overvældende at håbet om
et opus magnum a f den rette sort kun er svagt.
De t er imidlertid næppe den skrevne lov som bygger by men
snarere folkets etiske og estetiske sans — den urbane subconcience,
der som oftest går udenom det skrevne ord, der bringer bygge æv-
nen. Ved første øjekast forv irrer dette måske som Hegels forelæs
ninger i sin tid forvirrede Søren Kirkegård, der fra Berlin skrev til
sin bispe-broer: V i har altid simpelthen gået ud fra at en ting er
hvad den er! Men nu har Hegel fundet ud at en ting just er hvad
den ikke er! Fo r hvad dælen skulde den vel ellers være!
M ose Lov og N utidens Lov
—
Bb. 25.