194 / 259
190
B Y G N I N G E R
v is kan der ikke gives almindelige regler for den kunstneriske opfattelse af monu
m en taliteten . Denne er afhængig af kultursvingninger, smagsudvikling og person
lige kunstneriske anlæg til rådighed og må finde uafhængig afgørelse i hvert enkelt
tilfælde. Men næst efter kravet i retning af at nybygningsværker, bundne eller
ubundne af overleverede historiske hensyn — sådanne hensyn som der særlig må
tages til restaureringen af ældre tiders overleverede værker — må der stilles det
krav, at bygningerne kommer til at bære præg af den tids bedste smag, som skaber
dem. Dette er en almindelig fordring. Derimod er der en fysisk fordring, som bør
indskærpes, fordi der altfor ofte syndes imod den: Agt perspektivens love. Tillad
ikke den misforståede opfattelse af dennes grundregler, som kommer til syne ved
bestræbelserne for at gøre de arkitektoniske enkeltheder effektfulde ved at stør
relsesforholdet øges efterhånden som de fjernes fra øjet opefter; men dette spørgs
mål er omhandlet i kapitlet om Kunstneriske hverv. E t andet punkt med hensyn
til offentlige bygninger er tilvejebringelse af omgivelser svarende til deres monu
mentale karakter og tilfredsstillende prospektivens fordringer — pladskunsten.
Disse monumentale pladser er almindelige i ældre byer, hvor arkitektoniske hensyn
har været respekteret i tidernes løb, og en stor mængde løsninger af opgaven af h i
storisk og kunstnerisk interesse er virkeliggjorte. Det er derved b levet et naturligt
krav, at dens tiltrækningskraft skal være bygget på lokale forhold, således at noget
originalt, noget for den pågældende by ejendommeligt, derved er skabt. Det ligger
jo i sagens natur at tilvejebringelsen af den åbne plads er m idlet til rammen om
en kostbar bygning, hvor en imponerende virkning ønskes på dennes bysbørn, og
på disses gæster. Det arkitektoniske anlæg må derfor ikke vise sig som en kopi af
nogen anden bys kunstneriske stræben i den retning. En bys indbyggere sætter
naturligvis en ære i besiddelsen af smukke og ejendommelige partier, en ære som
den fremmede gæst ofte gør sit bedste for at gøre dem stridig, og dette v il kun
altfor vel lykkes, når kostbare anlæg mangler det rette ejendommelighedspræg. At
frembringe dette præg ved kunstneriske midler gennem perspektivet, kan natur
ligvis have sine vanskeligheder, men den kunstner, som har skabt bygningen, som
skal hædres på denne måde, v il i reglen også kunne påtage sig ansvaret for passende
omgivelser, hvad enten dette må ske ved indpasningen af bygningen i den ramme
som findes, eller ved at tildanne en ny ramme, eller i værste tilfælde ved at frem
kalde spiren til en fremtidig ordning. Spørgsmålet kan kræve vidtgående studier,
men disse må nødvendigvis udføres med det positive formål at tilfredsstille sted
lige krav og smagshensyn. Københavns to v ig tigste pladser: Kongens Nytorv og
Rådhuspladsen, hvortil man nok kunde føje Kristiansborgs som en tredje, er alle
resultater af historiske tilfældigheder, idet disse pladsers ene side var forud givet,
men ved samarbejden af forskellige kunstneriske hensyn og ved tilfredsstillelse af
ret strænge færdselsforhold er de blevet, hvad de nu er. De virker dog nærmest ved
deres størrelse, og mindre ved at danne ramme om en enkelt monumental bygning,
skønt denne alligevel er det afgørende: Kgl. Teater, Kristiansborg og Rådhuset.
Og man v il forstå dette ved at sammenligne dem med Amalienborg Plads, som er
en rent arkitektonisk løsning udenfor byplanens krav eller indflydelse.
Til offentlige bygninger må også regnes bygninger for gravkamre: mausoleer,
colombarier o. 1., hvilke i den nyere tid har bredt sig fra sydens byer til nordens.
De danner ofte udstrakte monumentale anlæg og har jo ved ligbrændingens ind