193 / 259
B Y G N I N G E R
189
til enhver tid besidderen som hæler. Det samme gælder om museumsgenstande af
nationalitetsværdi for andre lande: købte tyvekoster. For det er ikke alene krigs
rovet som må stemples således, men også fmansvælderovet. Ti hvad ret skal et
lands nabob have til at berøve et mindre bemidlet lands befolkning dettes i privat
besiddelse værende kunstskatte eller historiske minder og udføre dem til forfænge
lig skrydende fremvisning. Det er virkelig på tide, at civilisationen rejser sig i sin
vælde og sætter bom for røverierne.
Mais en fin ! Ombygning af offentlige bygningsanlæg er en ting, deres ved lige
holdelse en anden og vanskeligere ting; fordi det egentlig strider mod den menneske
lige natur, ustandseligt at arbejde og kæmpe for besiddelsen af en ting. Men således
er livet. Tidens tand gnaver bestandigt på de jordiske frembringelser, selv om de er
så solide som Ægyptens pyramider. Erkendelsen heraf har frembragt en spaltning
i den katolske kirkes daglige liv. På den ene side stræbet efter ædle storværker som
de vidunderlige katedraler, og på den anden side en systematisk udglatten af stræb
og higen. Denne dualisme har f. eks. ødelagt Irerne og gjort det irske spørgsmål
u løseligt op til den nyeste t id ; og den har i alle lande, hvor den har haft tilstrække
ligt spillerum, efterladt sig dybe spor i behandlingen af fremtrædende gejstlige byg
ningsværker. Yi husker, hvorledes Københavns gamle kirkegårds mure blev be
ny ttede til at læne alslags elendige hytter imod. Det var måden at hjælpe småfolk
på i fa ttige tider, og v i ser i mange katolske byer, hvorledes skure og hytter er
bygget ind mellem katedralernes piller, nedbrydende respekten for fortidens stor
værker.
Denne særlige plantning af snyltere har imidlertid bredt sig til de verdslige
lokaliteter. Slotsholmen er et eksempel. Hvorledes er private bygninger kommet
ind der? Med glad undren har v i set Bibliotekshaven opstå og dens omgivende
bygninger blive opfriskede på værdig måde. Måtte dette være et varsel om, at de
private bygninger i Kristiansgade vil forsvinde og give Slotsholmen sin eksklusive
karakter tilbage. Grimmere er dog forholdene omkring Rosenborg have, hvor en
almindelig slendrian har lagt sig som et dække over det hele historiske anlæg, hvori
gennem det lille slot på en kæk og udfordrende måde stikker sine spir. Småhusene
i gitteret mod Kronprinsessegade er en stiliseret udgave af boderne i kirkegårds
murene, som vel ikke er så slem, men dog trænger til forbedringer og cafeen inde i
h a v en ; Samson pavillonen med sin privat bolig, mineralvandsfabriken og det lange
gymnastik baghus imod Gotersgade og garde kasernens provokerende beliggenhed;
er noget af det uhyggelige sammensurium, som skæmmer den historiske centrale park
og vanskeliggør respekten for nationale skønhedsværdier. Den skæbne Kongens
Have har fristet, navnlig siden voldens sløjfning, rejser i virkeligheden en anklage
mod vor nationale anstændigheds følelse. Vi må betænke, at Botanisk Haves anlæg,
voldens afgravning og boulevardbanens anlæg drager bestem te følger efter sig, og
v i må forstå, at v i ikke kan eller bør overse konsekvenserne heraf. Det er Køben
havns baggård med sit skrammel v i har ved Kongens haves vestside, medens et
blik på kortet gør det indlysende at lejligheden til en Promenade d honneur er her
og bør gribes.
Men ved siden af de her behandlede sociale og nationale sidespørgsmål, som
optager den almindelige interesse med hensyn til de offentlige bygninger, er der
visse kunstneriske betingelser, som opmærksomheden bør henledes på. Naturlig