191 / 259
B Y G N I N G E R
187
ornament, tegnet af forfatteren i samarbejde med den nævnte ingeniør. Et blomster
anlæg skruer sig op til 100 fods højde med blomsteranlæg hele vejen. Da det kun
giver ringe udsigt til fortjeneste for ejer, har ingen lysthavende meldt sig. Det vil
imidlertid blive af betydelig virkning i et parkanlæg og kunde godt tænkes opført
som udstillingsclou ved vor næste store udstilling, hvis denne afholdes i det foran
nævnte Enghavestævnes nationalpark.
Men offentlige bygninger er jo ikke for pynt alene eller for tilfredsstillelse af
konkrete tekniske krav. De har også den opgave at stedfæste markedsdriftens
m idtpunktsøgen. Som Absalons borg og Vor Frue kirke fastslog hovedstadens m id t
punkt, således udvides dette af universitetet, akademi og museer, og teatre og
navnlig må markedspladserne med deres bygninger, monument- og planterings
udstyr stad ig udvikles for at følge med tidernes skiftende krav. Opmærksomheden
er i det foregående henledt på nogle af disse, som stiller særlige krav og er iøjne
faldende, men der er andre og hver ny alder v il bringe sine. Selv spredningsdriften
har sine særlige krav i et stadigt voksende forlangende angaaende ny kirker og
skoler. Hertil v il komme, hvis et rationelt forvaltnings og inddelingssystem adop
teres, en serie af forstadsbygninger for forvaltnings- og forsamlingsbrug. Hver for
stad v il have sit rådhus, sine skoler og kirker, biblioteker og forsamlingshuse, for
uden teatre og forlystelsesparker. Krav som er uundgåelige og som v il opstå enten
forvaltningen ordnes på en rationel eller en irrationel måde, men som i første t il
fælde v il blive planmæssigt ordnede, i sidste tilfælde skyldes tilfældige lokale for
hold og derfor blive mere bekostelige og mindre fyldestgørende.
Den for vor hovedstad så vigtige museumssag, som har været drøftet i et
ha lvt århundrede er stadigt på vippen uden udsigt til en rationel og fyldestgørende
løsning. Overgangsstadiet fra kunstkammer eller raritetskabinet til videnskabelig
ordnede og fordelte samlinger er så besværlig, fordi vore museer har erhvervet sig
en særlig national stilling, der gør de ved samlingerne ansatte embedsmænd u til
bøjelige til omordninger; medens staten af økonomiske hensyn må stræbe efter et
stade, hvorfra overblik kan haves over den ved udvikling indviklede sag. Imidlertid
vokser alle museerne i omfang og værdi således at en udredning og tilfredsstillelse
af alle kravene bliver vanskeligere. Museernes tal er nu så stort, at de i København
danner som en by i byen med væsentlige afdelinger udenbys, og kravet der stilles til
det kundskabsøgende publikums tid og omkostninger er derved blevet for stort.
Samlingernes beliggenhed og åbningstider og disses variationer efter årstiderne gør
studiet af dem til en formelig livsopgave, som frastøder mængden. Det er vel nok
så at specialiseringen har gjort det muligt for de fagligt interesserede at følge ud
viklingen; og dog er denne specialisering så forældet, at den på en måde grupperer
sig om landbruget— om det indre land— medens det ydre: søfart, fiskeri og handel
behandles som husets askepot.
Vikingeånden er dog langtfra død eller aflægs i Danmark og kan vise sig
hvorsomhelst saltvandets og landmuldens interesser mødes. Men vi ligger jo, hver
for sig, på lur i vor lille vig ventende pa eventyret og v il ikke vide af nogen forbin
delse med snekkerne i de andre vige, og mener vi har ret og rådighed over de om
givelser v i overser. Den tanke burde dog ligge nær, når museumssagen nu engang
er på dagsordenen, at et dansk Nationalmuseum ikke burde stille sig fremmed eller
afvisende mod oplysning af søens historie, liv og færden. Danmark har jo netop en