175 / 259
BYGNI NGER
171
nu vilde være luxus at fastholde, disse er vævning, bagning og brygning og til dem
v il tiden føje vaskeriet. Der v il altid blive vasket i boligen ligesom der bages og
brygges, men vaskerummet v il sikkert følge vævestuen og den murede bageovn.
Fra den borgerlige bolig i det arbejdende samfund, til borgen, herregården og
palæet, er der et spring, og v i kan ikke helt regne disse boliger for luxusformer.
Der v il altid være en mindre, åndelig eller fysisk overklasse, som v il hævde sin
plads i et civiliseret samfund om end i forhold til tidligere tiders i vigende omfang.
Yi må derfor også i dette tilfælde fastholde at disse de ledende klassers boliger, bliver
ledende med hensyn til national ånd og smag således at fremmede modeller så v idt
mulig undgås. Deres pligt er det at give udtryk for tidens estetiske opfattelser.
D ette lader sig gøre, fordi så stort et antal af fortidens herregårde af historisk og
kunstnerisk værdi er tilstæde. Fortidens krav til lokalt forsvar og ledende landbo
kultur er udløste ad andre veje. Vi freder om minderne, men hver tid må rejse sine
mindesmærker. Vort hele boligsystem , må man huske, har siden det 16. århundrede,
i det m indste, sejlet under fremmed flag. Tyske og franske modeller eftergjordes og
levefoden ændredes henholdsvis, så meget så, at det nu er vanskeligt mellem de
efterladte resultater at påvise det for vore forhold ejendommelige. Snarere må vi
nu for at drage ny tte af fædrenes efterladte arbejde, åbne vore øjne for deres mang
ler. De var navnlig af sanitær natur. E t renligt bad og et rationelt toiletrum er
først b levet mulige i vor med vandværker og kloaker forsynede tidsalder. Yi har
lært, at der over Folkvangs badstue, hvorfra Frøya regerede hang et skjold, fra
hvis rand lynede indskriften:
Karske mod kampen, karske fra kampen, karske hvor i går.
Den badstue tog kong Svend med sig til England, hvorfra det fjernere
Am-Erik-a fik sit endelige to ilet room, som v i nu håber at være stærke nok til at
tage tilbage. Kong Rurik førte den ligeledes fra sit svenske hjem til Gardarige,
hvorfra det øvrige verden så fik det som det
„Russiske Dampbad“. Men medens dette blev
badeanstalternes offentlige anlæg, blev kong
Svends type familje livets, hvor det viser sine
fortrin: døren står åben, enhver gæst behøver
ingen tilladelse eller opfordring til der at toe
sine hænder og rette på påklædningen, ti fa-
miljen sætter sin ære i, at et smukt og hygge
ligt toiletrum ; i parket eller mosaik gulv, med
blødt tæppe, spejle anbragt således, at man kan
se sin nakke, husapotek, skab for friske hånd
klæder og et smukt billede på den ledige væg.
Man siger om Waliserne (The Welshmen), at
de kun får smuldet af deres fine kul fra deres
miner, om noget af det i det hele taget når den welske bolig. Det har hidtil gået os
på samme måde med toiletrummet: et brusebad i et lille lukket hjørne og et W.C.
i et snævert skab — kun skyggen af det kong Svend tog med sig vestpå.
Kolonihavesystemet har bragt by livet en udvikling, som i væsentlige hen
seender må kunne hjælpe os til at udjævne besværlighederne ved erhvervelse af