170 / 259
166
B Y G N I N G E R
næppe længer herske nogen tv iv l; nød lærer nøgen kone at spinde og nøden melder
sig på forskellig vis, f. eks. ved umuligheden af at skaffe fremmed hjælp.
Disse forhold har stor betydn ing for byplanen. De små boliger må spredes i
småhuse og rækkehuse istedetfor at hobes sammen i 6 etages lejekaserner, og en
sammenligning med engelske og amerikanske forhold og standards for gadeplaner
v il v ise dette, vise ønskeligheden af, at v i nærmer os den angelsaksiske plan. D ette
er tidens krav og vi må indrette byplan og byggelov derefter. De forskellige sociale
foreteelser som arbejderforstæder, havebyer og kolonihaver viser i hvilken retning
udviklingen går. Yi kan måske stritte imod en tid endnu, vedb live at bygge leje
kaserner, men v i v il sikkert møde et sammenstød af omstændigheder, som v il
tv inge os ind i den ny retning og nødsage os til at følge tidens krav. De byggende
fag studerer tidens boligplaner og hustyper, og det er jo ikke luxusvillaer, som er
målet, men arbejderboliger, en retning som er gammelkendt i vor hovedstad siden
Nyboder byggedes og fortsat ad mere eller mindre filantropiske veje. Det afsluttede
anlæg af de Classenske boliger med kapel, skole og vadskeri, og det spredende sta
digt arbejdende Arbejdernes Byggeforening er gode eksempler. Hvad der mangler
er nærmest den sociale opfattelse af udviklingen som almindelig byggepraksis. Og
her er det det kommunale byggeri, som har spændt ben for udviklingen, ved med
magt at fortsætte det forældede kasernesystem i en særlig kritisk periode.
Vi befinder os i en kaotisk tidsalder med hensyn til hovedstadens byggeri.
Hvad v i skal lægge vind på er at finde nationale nordiske hustyper. Yi må optage
den tråd som tabtes allerede i middelalderen, da de lybske kræmmere bebyggede
vore brygger med tyske huse, og da det hyggelige rygåshus blev forvist til landlige
egne og glemt. Yi må, for ret at forstå forholdene, begynde fra grunden af, under
søge oprindelsen til den nordiske byggeskik og danne tidssvarende typer ved at
overspringe hele udviklingen fra pebersvendenes tid til afslutningen af det kom
munale kasernebyggeri. Vi må stræbe efter en serie af boligtyper, som v il give
boligen den form som kræver det m indst mulige arbejde af husmoderen, men sam
tid ig give hende adgang til at nyde de tekniske og hygiejniske goder, som tidens
videnskabelige udvikling har bragt; ligesom mandens — husbondens — gerning,
hvis denne er betinget af lokal beliggenhed også inddrages i planen. Med andre
ord v i må erkende, at den nuværende bolig i sin plan, indretning og sociale grund
er ude af harmoni med tidens krav og tidens muligheder.
Som det ældste hus, det dække, hvorunder menneskehedens kulturdrift under
nordlige breddegrader har udviklet sig, må v i tænke os den firkantede bjælkebod
med ildsted m idt på gulvet og et hul i taget for røgens udgang. D ette hus havde
oprindelig ingen vinduer, men havde dør, som af hensyn til forsvar mod mulige
angribere, var så lav, at man kun kunde komme ind i huset i stærkt sammenbøjet
stilling. Huset havde to gavle, i spidsen af hvilke, bårne af suler, hvilede en rygås
eller tagtræ — Eng. rooftree, som bar taget. Dette var dannet af tynde træstammer
og grene — fagotter — og dækket med græstørv. Møbler var ukendte, man spredte
lyng på gulvet og sov der dækket af skindfelder, som var tørrede ved udspiling
udenpaa huset. Således må vi tænke os det oprindelige hus på landjorden. At bygge
i vandet i indsøer har nok været i brug, og man har vel taget tilflugt til denne
byggemåde under ufredelige forhold, men da dette har været en besværligere byg
ningsmåde, fordi huset måtte bygges på pæle så høje over vandet, at en person i