167 / 259
BY6NIN6ER
»Tørre planker og næver for tækning —om sligt vide mænd be
sked—om hvormeget brændsel der bruges i bo, til halvår og tider;«
siger Havamål, og det lyder jo realistisk og passer i dette kvads so
ciologi, hvortil vi så føjer, at tiderne skifte og at vore fordringer til
borgerlig bygnings kunst må kræve en noget omstændeligere beskriv
else. H use t—selv det største—eller det med størst kunst opførte —er
imidlertid kun en celle eller et atom af det større legeme: byen; og
må derfor indpasses i dette —stå i forbold til byens sjæl —få natio
nalitet og karak ter og deltage efter ævne og plads i det fælles liv,
såvidt som en ku ltu r celle kan, og indgå i by-legemets funktioner.
D ette må navnlig siges fordi det så ofte glemmes.
„In the main we require from buildings, as from
men, two kinds of goodness: first the doing their prac
tical duty well, then that they be graceful and pleasing
in doing it; what last is itself another form of duty.“
R
u s k i n
.