169 / 259
BOLIGEN
Den angelsaksiske selvstændigheds og uafhængighedsfølelse har givet sig selv
det værdigste monument i det engelske hjem. Sangens „Home sweet home“ og ord
sprogets : „My house, my castle“ er blevet internationale bevingede ord, som sender
hilsner tilbage fra de fem verdensdele og „The seven seas“ til boligen, til hjemmet,
prisende det uvurderlige kulturbidrag den har bragt civilisationen. Dette er ikke
tomme høflighedsfraser eller smiger, ti det er lykkedes for Engelskmanden at skabe
og vedligeholde et familjehjem i byen, medens andre folk har inddelt byhuset i lej
ligheder, hvor arnens fred og familjens hjem er forstyrret af idel uro og flytninger.
Hjem, hjem, du fagre hjem, nynner vel mand og kvinde i vort land, når de efter
ungdommens omflakken atter genser egnen og huset, hvor barndommen er henrun-
det; men dette kun, hvis denne barndom er tilbragt i landlige omgivelser, hvor
hjemmet er et hus om end aldrig så simpelt og lille. Barndomshjemmet i byen
efterlader sig også minder, men disse er mindre stedfæstede og gælder byen mere
end huset. Og i dette forhold finder man vistnok spiren til den internationalisme,
som kun altfor ofte lægger sig for dagen, og den dermed følgende tilbøjelighed til
at tro, at fædrelandet er der, hvor man tilfældigt befinder sig ude i verden, hvilken
tro i særdeleshed bekendes af bybørn fra de ringe og mest omskiftelige hjem.
Planen i den danske bybolig er et indført produkt fra fastlandet sydpå; den
hele plan og indretning et minde om lånte fjer fra fortidens herregård og bypalæ —
en m iniaturudgave af standsboligen som deles mellem herskab og tjenerskab selv
om et tyende aldrig, på grund af boligens ringhed, sætter sin fod indenfor dens dør.
Den lille lejligheds afskildrede køkken og troen på at det af hensyn til sædeligheden
er nødvendigt, at en række soverum skaffes som tegn på denne afhængighed. Der
var en tid, da lejligheden kun bestod af et rum med kogested og senge. Sædelig
heden og renligheden synes ikke at have stået lavere af den grund, snarere må man
være tilbøjelig til at tro, at disse dyder plejedes bedre under familjeforhold, som de
der udviklede sig i etrum huset. Disse forhold kan v i ikke komme tilbage til und
tagen som følge af bolignød eller fattigdom . Men der er alligevel forhold, som gør
det ønskeligt at stræbe tilbage imod en mere primitiv plan. Der er mange etrums
lejligheder endnu, men de er ikke respekterede således som de etrums lejligheder vi
ser bevarede i museernes rygåshuse var. De havde bekvemmeligheder, som nutidens
etrums huse mangler. Det bliver vel mellemklassens opgave nu at vise vej ved sit
eksempel. Sagen er nemlig den, at den gamle mulighed for at synes mere end man
er, i social og økonomisk henseende glipper, fordi de demokratiske tilstande med
hvert år gør det vanskeligere at holde ty en d e— at holde en lejlighed, som er baseret
på at modtage gæster, at øve gæstfrihed, at gøre indtryk af større velstand end de
virkelige forhold betinger. Når husmoderen selv skal udføre husgerningen, må
hjemmet nødvendigvis indrettes derefter og så må de falske bestræbelser for at
synes mere velhavende end man er opgives, og de vil blive det, derom kan der