171 / 259
B Y G N I N G E R
167
den udhulede eg; eller stående på søbunden, ikke kunde nå husets gulv; har disse
huse været uden ildsted og af m indst mulig omfang, nærmest beregnet på at sove i.
Livet på den tid var naturligvis et friluftsliv, med kogning og måltider under åben
himmel så længe klimaet vilde tillade dette, og v i har i de udstrakte køkkenmød
dinger og mosefund, levninger af de ældste bopladser — forløberne for bydannelsen.
At befolkningen samlede sig i husgrupper var en selvfølge, da den ensomme bolig
har været særlig udsat for angreb af omstrejfende jægere eller bander af slige i de
tidliger tider før strandhug blev moderne og gjorde fælles forsvar en naturlig tanke.
Dette oprindelige bjælkehus med sine oldtidsm inder har imidlertid på grund
af sin naturlige og simple konstruktion, holdt sig op til vore dage, om end i stadigt
fjernere egne og sparsomt befolkede. Husets størrelse har været en fem meter på
hver led, således at en person kunde ligge udstrakt på gulvet mellem ildstedet og
husvæggen med fødderne mod ildstedet. Det vil sige dette var det mere anselige,
det rationelle familje hus. Mindre hy tter af forskellig størrelse byggedes selvfølgelig,
men fem meters firkanten må antages at have været de tiders mønster hus, som det
endnu er passende for nybyggerne i det fjerne westen.
Man må dog på forhånd gøre sig klart, at to forskellige strømninger har gjort
sig gældende i den historiske udvikling, som må holdes ud fra hinanden, når man
vil danne sig en forestilling om, hvorvidt der kan være tale om en national udvikling
af boligen. Landhuset og byhuset fulgte hver sine veje. Men medens byhusets form
og plan hurtigt er b levet dikteret af gadens og byggegrundens form og beliggenhed,
har landhuset altid været fritstillet og giver derfor et nøjagtigere billede af kulturens
almindelige fremskridt, uberørt af flygtige moder og udenlandsk indflydelse. Og da
tidens tendens nu bevæger sig i retning af små mere fritliggende byboliger er det
kun naturligt at landhusets udvikling underkastes et særligt indgående studium.
Vor boligplan er i overvejende grad internationaliseret gennem byboligen, navnlig
gennem rokokotidens franske indflydelse og synlig i værelsernes form, beliggenhed
og brug. Den tids letsindige tyende og herremandsliv har præget boligen mere end
nogen anden tids. Køkkenet skiltes fra spisestuen, sovekamrene deltes, kabinet,
havestue og frokoststue samt tyende og gæsteværelser føjedes til som nødvend ig
heder. At køkkenet udskiltes er for den borgerlige boligs vedkommende kun figurlig
tale, idet det åbne ildsted vedblev at være husets centrum indtil kakkelovnen kom
i brug, men dens tid begyndte jo også i paryktiden. Enhver husstand stræbte efter
at kopiere herregårdslivet, navnlig ved tyendeflertal, hvilket var nødvendigt, når
man ikke vilde ses over hovedet, og denne mode lagde svare byrder på m ellem
klassens liv i byerne. Byrder som disse siden kun med det største besvær kan ryste
af sig, selv om simplificeringen gøres nødvendig både af sociale, tekniske og øko
nomiske grunde. Det er navnlig tyendespørgsmålet, som tvinger til mindskelse af
boligens omfang og krav til dagligt vedligeholdelses og renlighedsarbejde.
Under indtrykket heraf vender v i tilbage til det lille bjælkehus for at se,
hvorledes det fulgte med i de skiftende tider, i egne hvor der har været nogen
forbindelse med færdselsmidlernes og med tidernes civile fremskridt. Den første
egentlig gennemgribende forandring bestod i tilføjelse af en skorsten for røgens
bortledning fra ildstedet og den næste i dannelse af glugger i husets vægge for at
skaffe lys og luft indgang. Herved kom to af civilisationens elementer ind i bolig
planen, som må have givet samfundet en del at tænke på. Med skorstenen flyttedes