214 / 259
210
LOV OG RET
gen har tilfulde v ist, hvor vanskeligt det er at forene tre personer under en hat, og
det er såmeget vanskeligere som bedømmelsen må antages at repræsentere den
samme tredeling. Komiteer eller kommisioner kan vel forudsættes istand til at ud
vælge en plan blandt et antal forelagte, men selv skabe en plan af så sammensat na
tur som en byplan ligger fjernere fra sandsynligheden og resu ltatet af de hidtil a f
holdte konkurrencer gør nærmest indtryk af at være resultat af tærningkast. En
kendsgerning er det også, at respekten for disse konkurrencer er stadig dalende.
Tegningerne bliver grovere og løsere og deres udstilling ordnes med stigende mangel
på hensyn. Det er jo ikke små ofre der forlanges af konkurrenterne både i arbejde
og udlæg og da opfattelsen af det hasarderede i forholdet har overtaget over respek
ten for opgaven kommer lykkespillet for meget til at præge resultatet.
I disse forhold bør der ske en forandring. Der bør ydes større sikkerhed for
sagkyndig bedømmelse og for bedre fordelt erstatning for arbejdet og endelig for en
mere hensynsfuld udstilling af de indleverede planer. De kunde jo f. eks. udstilles
ved Charlottenborgudstillingen og bedømmes 14 dage før udstillingens slutning. Disse
henstillinger anbefales de autoriteter hvis opgave det bliver at forberede fremtidige
konkurrencer om byplaner, for disse må jo danne det fundament hvorpå vore frem
tidige byer bygges. E t forhold endnu må dog erindres, det er nationalitetsspørgs
målet. Ingen udlænding kan være i den grad fortrolig med danske forhold at han
kan have en begrundet mening om alle de forhold, som ikke nævnes i programmet
fordi de betragtes som forud givne. Byplanen omfatter de kunstneriske og ku ltu
relle tilstande som er næret i vor egen muld og vor historie, og internationale arbej
der vil forekomme interesseløse. Det ligger i sagens natur at byplanlægning fra
grunden af kun sjeldent forekommer i et gammelt og tæ tbygget land som vort, og
der er egentlig kun de to naturlige tilfælde Esbjerg og Herning. Stationsbyerne er
en mellemting mellem landsby og forstad og der spores egentlig ingen byånd mellem
dem endnu. De to Skagerakanlæg Hirtshals og Hanstholm må nærmest betragtes
som advarsler, anlagte som de er uden forud forståelse af byplanens opgave. De var
tænkt som fiskerihavne men opfylder ikke de krav der må stilles til en tidsvarende
fiskerby.
Men byplanen er, må man endelig huske, en levende plan, som med visse mel
lemrum må revideres for at holde trit med ktiltur og frem skridt; derfor bør den ikke
have, eller give indtryk af permanency.