218 / 259
214
H V E R V E T S TÆN K E B OG
der til; ulven og hyrdehunden æder ikke af samme trug, men begges tilværelse ho l
der kampen gående. Man v il undres over at slige betragtninger kan sættes i forbin
delse med byplanarbejdet, men sagen er jo den, at netop denne kunst og kulturret
ning allevegne tages for let, for overfladisk. Byformen er resultatet af århundreders
kampe mand og mand imellem og først i vor tid: — den voldsomme opfinderstorms
tid — føler man sig tvunget til at organisere alle de byggende parter. Som Vitruvius
lagde grunden til det almindelige arkitektfag og derved udfyldte et socialt savn,
således må der nu skabes et grundlag for byplanens bybygning, bredt og stærkt nok
til at bære læreskole ved folkets øverste undervisningsanstalter. I førstningen be
tragtes dette som en smags eller formsag, men efterhånden arbejder sagens sociale
karakter sig igennem og man indser at et meget grundigere studium af byudv ik lin
gen med de denne underliggende kendsgerninger af social, sanitær, kunstnerisk og
national værdi må gå forud for byplanarbejdet om dette skal nå at blive taget alvor
ligt eller få den betydning, det som kulturelement fortjener.
Der er nemlig mange høje mure af fordomme og politisk egennytte og partisk
hed som må nedbrydes før vi kan få det egentlige folk i tale, før vort mål kan blive
forstået og vore midler anerkendt, men breschen gennem den yderste af disse mure
er brudt og kampen ført indenfor. Hvad købestævnet og landevejene angår er bor
geren lettere at få i tale, men når v i kommer til vandvejene eller til rigsvejen, så fø
res kampen endnu på afstand og de stridende rækker er der for svage til at vise syn
derlige fremskridt, thi i de retninger træffer v i en sær utilgængelig konservatisme
som kun tiden langsomt kan overvinde. Jeg mindes en tale en søkaptajn holdt for
mig i min grønne ungdom: „Læg mærke til hvad jeg siger min dreng. Disse penge-
mænd som spekulerer i søfarten vil snart blive kede af dampbådene; De er altfor
nøjagtige i alting og deres profit kan blive regnet ud i forvejen i daler og skilling.
De dur ikke for spekulation, men det gør sejlskibene. Fortjenesten ved dem afhæn
ger af vind og vejr og pengemanden kan bedst se sit snit til at mække money med
dem, men det kan han ikke med dampbådene: — Hvor er nu matadorerne fra de
gamle dage, som brændte kanel på arnen for at varme deres gæster? De er væk!
Men en skønne dag vil man opdage, at deres penge var tjen t på sejlskibene og at
man ingen penge kan tjene på dampbådene. Så vil de gamle handelsfyrster komme
igen og dampbådene vil forsvinde. — Du kan vædde dine vandstøvler på at det v il
gå sådan! I en bog af den engelske forfatter Kmgston siger en gammel sømand om
dampskibene: „Disse nymodens ting — disse „tekedler“ — dem kan man aldrig
stole på. Jeg vilde ønske vi kunde komme tilbage til de gode gamle sejlskibe. Da vi
havde dem vidste vi hvad vi havde. Nu stoler vi på noget maskineri, og det går
itu , og så ligger vi der.“
Det var dengang! Tiden har siden med uimodståelig magt tvunget disse gamle
ulke ind i dampbådenes kølvand. Fremskridt gøres, som uvilkårligt, efter en tids
f
01
løb, iæstnei sig i folkesmdet; undertiden gennem ulykker der virker som reklame
for sagen. Jeg mindes således vinteren 1880—81 da det populære orlogsskib Rolf
K iake i midten af marts forsøgte at bryde isblokaden om Københavns havn, men
måtte opgive forsøget. Dette uheld gav anledning til bygning af „Bryderen“ som
v iste sig istand til at holde farvandet åbent, og som har ført til bygningen af mange
andie „brydere som har taget kampen op med Jg.ck Frost. Et fremskridt af stor
betydning for byen
for markedstrafiken. Thi det var netop markedets stagnation