222 / 259
218
H V E R V E T S TÆNK E B OG
som har g ivet sig forskellige former under afvigende nationale og raciale kulturer.
De olympiske lege som nu dyrkes systematisk og har givet anledning til større in ter
nationale folkestævner, må afsætte nationale spor i byernes festpladser, ikke alene
med plads til opvisning af særlige gymnastiklege, men med plads for festlige optog
og parader, hvori større dele af folket kan deltage, og med plads for fri baner. Dette
er selvfølgelig en sag som afhænger af hvorvidt en central plads kan findes, eller
om storbyen skal have flere sådanne i sin omegn. Det er måske i hvert enkelt t il
fælde værd at overveje om større torve eller flyvepladser kan bidrage til sagens ord
ning, navnlig for festpladsens vedkommende, men i hvert fald er denne sag ikke den
m indst v igtige for byplanlæggeren at have sin opmærksomhed henvendt på. Det er
ikke stort mere end hundrede år siden at gymnastikens betydning for folkeopdra-
gelsen vandt anerkendelse og en vældig udvikling har vi været vidne til i den tid.
1874 udgav prmlt. i marinen Chr. Kålund et lille skrift „Olympiske Lege en Renais
sance“ som kan læses med udbytte endnu. Da det udkom lød hans ord som en røst
i ørkenen. Først ved impulser fra udlandet kom der liv i udviklingen. En erfaring
som altfor ofte gentager sig.
Men nu rejses det store fremtidsspørgsmål:
Hvad skal vi blive?
Det har jo
længe været åbenbart at Danmark ikke mere er et agerdyrkende land i den forstand
v i tidligere optog det. Agerdyrkning og de dermed forbundne næringsveje som kvæg
avl og mejeridrift er endnu væsentlige næringsveje men industrien truer stærkt med
at gøre dem rangen stridig som den egentlige hovednæring idet denne i høj grad på
virkes af søfart og fiskeri, ligesom den også indfletter sig i jordbruget gennem smør,
ost- og sukkertilvirkningen. Det spørgsmål påtrænger sig derfor med stigende styrke
om dette er en heldig udvikling? eller om man ikke, i kraft af de erfaringer vi er be
rigede med under verdenskrigen, burde rette vor opmærksomhed henimod en ud
vikling af vore kræfter, vore naturforhold og vor strategiske stilling, i en retning
der bedre vil tjene vor selvstændighed og forholdsvise uafhængighed af udlandets
produkter. Der er nemlig ingen tv iv l om, at hvis v i i den sidst forløbne menneske
alder havde vend t vor hu mod vor egen forsyning og havde g ivet vor overskudspro
duktion en sådan karakter at vi ikke ved fortsættelse ad de slagne veje for sam
kvem med udlandet, nødsages til at bringe os selv i nød, vilde have været betydelig
stærkere end v i er. Industri og søfart er jo i højeste grad afhængige af at forbindelsen
med udlandet ikke forstyrres, fordi vi ikke selv producerer de til industriens udv ik
ling nødvendige råmaterialer. Sålænge agerbruget i det væsentlige var indskrænket
til det for vor egen forsyning nødvendige, var vi stærkere og mere uafhængige end
v i er nu. Vi lægger os nu efter et så intensivt jordbrug at v i stadig kan åbne ny veje
og berøver os de beholdninger v i skulle støtte os til fra høst til høst, i en sådan grad
at en standsning fra vor side udsætter os for fjendtlige foretagender og farlige com-
pensationer, såsom nægtelse af de for industrien nødvendige råstoffer og forsyninger.
Det er jo en forlængst anerkendt grundsætning at en nation først og fremmest
må sørge for at tilfredsstille sine egne fornødenheder og dernæst for et overskud af
varer til ombytte med sådanne som tiltrænges, men som vi ikke selv kan frembringe.
Vi trænger navnlig til metaller, kul og olje og må derfor betale disse med fødevarer.
Derfor har vort agerbrug været nødsaget til at frembringe et overskud af disse ved
indførsel af foderstoffer. Men nu nærmer en tid sig da landets tiltagende folkemæng
de ikke længere kan tillade udførsel af det tilstrækkelige mål af agerbrugsprodukter