224 / 259
2 2 0
H V E R V E T S TÆN K E B O G
store og produktive arealer som venter på at blive udnyttede på en mere vindskibe-
lig måde, nem lig vort sø-territorium — bæltet omkring
Danmark
,
Færøerne
, (
Is
land
l og
Grønland;
for ikke at medregne de store åbne have:
Vesterhav, Østersø,
Grønlandshav
og
Atlanterhavet.
som vore søterritorier giver os direkte adgang til.
Der er fiskerige farvande under vor suverænitet af areal som et af de historiske
kejserdømmer, farvande som kun venter på at blive taget i brug for ikke alene at
give føden til den større fremtidige befolkning, men ligefrem velstand til folk med
drift og udholdenhed. Den engelske agerdyrkningskemiker Sir John Lawes siger
etsteds:
..Det gennemsnitlige kødudhyite af hvad der svarer til en tønde land af havet
udenfor Nøre ved Thamesmundingen er større end kødudbyttet af 100 tønder land af de
bedste Northamptonshire græsgange
“. Dette er jo ingen overdridelse, for fiskebestan
den strømmer bestandig til og fornyer dets borttagne. Yi forstår nu bedre meningen
af gudernes galt Sæhrimner, hvis flæsk vokser ud så hurtigt som det skæres bort.
Spørgsmålet stillet til os er derfor: Skal v i fortsætte vort industrielle lykkespil ud
over hvad vort forbrug kræver, eller skal v i rette vore bestræbelser i fremtiden på
løftningen af den uhyre skat som er lagt for vor dør, ved at udvikle fiskeriet og de
særlige til dette stødende industrigrene ?
Der kan fornuftigvis ikke være nogen tv iv l om hvad svaret på dette spørgs
mål bliver, når sagen til rette tid forelægges for folket. En af statsmyndighederne
ubegrænset udvikling, leder os ind i alle slags farer fordi v i dog, hvorledes v i end
bærer os ad bliver et lille underlegent industriland, hvorimod en industriel udv ik
ling ledet fra oven ved passende lovgivn ing der sørger for at forsyne landet selv med
alle de produkter det behøver for fremmelse af fiskeri og landbrug samt begrænse
udførslen i det store og hele til overskuddet af disse to næringsveje. Det vil altså
sige at v i ikke bør give os den industrielle udvikling i vo ld; men bør holde denne
nede i tjenende forhold til hovednæringsvejene. Selv disse må måske begrænses
således at v i ikke risikerer at komme i klemme fordi de vanlige forpligtelser til ud
landet skal opfyldes.
De danske er ligeså vel istand til at tilpasse sig efter forholdene som andre
folk, bedre måske end mange andre som anses for. mere nøjsomme og hårdføre.
Men sagen er den, at der kræves en national forberedelse som må træffes før menig
mand kan falde i trit med bevægelsen. Først og fremmest må forsvarsværnet ændres,
således at flåden bliver hovedvåbnet, for derigennem at lede den nationale ånd t il
bage til livet på søen således som det var fra Arilds tid op gennem middelalderen.
D ette v il udforme vore naturlige forhold for indpasning i fremtidens forhold. En
selvfølge er det også at havet, når det skal give et påregneligt større udby tte må
dyrkes således, at vi ikke vedblivende sætter vor lid til rovdriften. En kæde af
fiskens ta tioner må oprettes og vedligeholdes; ligesom jagt og fredningstider for de
større sødyr bør fastsættes ved internationale aftaler — en retning hvori Danmark
jo meget godt kan have en ledende plads. At denne udvikling må få en afgørende
indflydelse på byplanlægningen må være tydelig t for enhver uhildet tekniker og
statsmand. Fiskerihavne og fiskerbyer må gives en fremragende plads i havne- og
bybygnings virksomheden, og havne og det til fiskerinæringen hørende industri
byggeri må i sin helhed påvirkes i bestem t retning for at kunne møde den sig hur
tig t nærmende udvikling.
Som nævnt i denne bogs indledningskapitler, var der en tid — efter at landet